Seks vilde cases
I INVI undersøger vi vilde problemer. Hvordan de bedst håndteres? Hvornår? Og af hvem? Der findes ikke noget simpelt svar, men vi vil gerne dele vores tanker. Derfor har vi samlet to ting til dig: 1) et indblik i hvad vilde problemer er og hvordan og hvornår man kan gå til dem, og 2) seks vilde cases, hvor virkelige policy-entreprenører har arbejdet med at håndtere vilde problemer. Klik på en case nedenfor, eller læs videre på denne side for at lære mere om vilde problemer.
Hvad er vilde problemer?
Vilde problemer er kort fortalt grænseoverskridende og genstridige problemer, som ikke lader sig definere så nemt, og hvor årsagerne ikke uden videre kan identificeres. Vilde problemer har sjældent én rigtig løsning. De involverer som regel mange aktører med forskellige holdninger og interesser, og de kan være kendetegnet ved interessekonflikt. På denne side kan du læse mere om begrebet vilde problemer.
Fra onde til vilde problemer
I 1973 skrev de to professorer Horst Rittel og Mel Webber den indflydelsesrige videnskabelige artikel Dilemmas of a General Theory of Planning. Her introducerede de begrebet wicked problems, der kan oversættes til onde problemer. Det er de problemer, der er uløselige, og som i sig selv er symptomer på andre problemer. I modsætning til onde problemer står tamme problemer (tame problems), som er afgrænsede, forståelige og hvor der findes en oplagt løsning – eksempler er opførelsen af vejnet eller indførelse af rettigheder til pension og skolegang.
INVI anvender termen vilde problemer frem for onde problemer. Det gør vi bl.a., fordi onde problemer giver mindelser om noget utilnærmeligt og umuligt, og derfor kan afskrække aktører fra at give sig i kast med at håndtere problemerne. Vi afholder os også fra at opstille en skarp dikotomi mellem ond og tam, fordi den ikke giver mening i en politisk virkelighed, hvor mange problemer nærmere befinder sig på en glidende skala mellem de to. Vi foretrækker at indplacere samfundsproblemer på et kontinuum mellem meget vildt og helt tamt. Det giver også mulighed for bedre at kunne forstå, hvordan problemer kan ændre karakter over tid. En faktor, der har indflydelse på problemers karakter, er den politiske kontekst. Tænk bare på folkeskole-Danmark, hvor aktørerne i det store hele er gået fra intens lærerkonflikt til konsensus-politik med Sammen om Skolen partnerskabet. Sådan en udvikling gør problemerne lettere at tæmme
Du kan læse mere om begrebet vilde problemer her.
Hvornår kan vilde problemer angribes?
Timing is everything. Det gælder også for håndteringen af vilde problemer.
Ofte håndteres vilde problemer bedst, når det politiske klima er samarbejdende, og relevante aktører tør teste, lege og udvikle. Vilde problemer kan også tilgås effektivt i mere topstyrede og dominansprægede miljøer, såvel som i hierarkiske og performance-prægede omgivelser når situationen byder det. Det kunne være hvis problemet kræver nøje planlægning, betydelige incitamenter eller stram tidsstyring. Pointen er, at det er alfa omega at matche kontekst og problem, så den konkrete politiske situation og de valgte policy-værktøjer og samarbejdsformer stemmer overens. Fordi den politiske kontekst kan ændre sig på et splitsekund, er det vigtigt kontinuerligt at vurdere matchet.
Du kan læse mere om den politiske kontekst her.
Hvordan går man til vilde problemer?
Forskningen peger på, at samarbejdsmodeller er en frugtbar vej at gå, når det kommer til at håndtere vilde problemer. Samarbejdsmodeller er formaliserede rammer, hvor flere aktører med gensidige forpligtelser håndterer et problem over længere tid, således at summen af deres handlinger bliver mere end de enkelte dele.
Der findes dog mange forskellige måder at indgå i samarbejder på, og derfor er det brugbart med en mere konkret terminologi, der kan guide policy-entreprenører til, hvordan de skal gå til samarbejdet. Vilde problemer kan defineres ud fra to dimensioner: grad af vildhed og niveau af konflikt. På baggrund af de to dimensioner har Sigge Winther udledt fire forskellige samarbejdsmodeller, der kan bruges til fire forskellige typer af problemer: Makkerskab, Indsatsstyrke, Månelanding og Utopia.
Makkerskabssamarbejde kan bruges til mere velafgrænsede problemer, hvor man kan gå sammen i partnerskaber og både politikudvikle- og udrulle. Indsatsstyrkesamarbejde er godt til konfliktfyldte problemer, hvor det kan være svært at opbygge tillid mellem aktørerne. I dette samarbejde fokuserer man på at allokere ressourcer til problemer, og ikke til forvaltninger eller andre aktører. I Månelandingssamarbejde opstiller man et mål for missionen, som mange aktører kan se sig selv i - altså et scenarie man gerne vil opnå, som man kan styre efter og skabe opbakning omkring. Utopiasamarbejde er rettet mod systemisk forandring, hvor problemet reformuleres og de eksisterende interesser og idéer udfordres.
Hvis du vil læse mere om samarbejdende tilgange til vilde problemer, kan du læse INVI’s litteraturreview her.
Hvem kan angribe vilde problemer?
Hvis vi skal lykkes med at tackle de vilde problemer, skal der samarbejdes bredt. Hvis vi alligevel skal udpege en gruppe, der er særligt vigtige for at det lykkes, er det policy-entreprenørerne. Det er dem, der til daglig arbejder med at udvikle, oversætte og implementere politik - uanset om det foregår i ministerier, styrelser, regioner, kommuner, universiteter, private virksomheder, fonde, NGO’er, frivillige foreninger eller noget helt tiende. For at lykkes med at skabe forandring kræver det ofte, at policy-entreprenører opsøger og opdyrker momenter, hvor aktører og problemer bringes over i et miljø præget af samarbejde, tillid og mod til at turde at tænke nyt.
Hvis du er mere nysgerrig på policy-entreprenørernes arbejde, kan du læse vores seks vilde cases, der er konkrete eksempler på forskellige policy-entreprenørers arbejde med vilde problemer.