Et kanvas for vilde problemer

1. Intro

Der gemmer sig en kursusejendom i Nordsjælland. Den ligger i Helsinge, og for to år siden kører jeg derop i min gamle bil.

Jeg spekulerer undervejs på, om jeg mon skal stå skoleret. For statsministeren har inviteret mig til at tale for kredsen af ministre og departementschefer efter udgivelsen af bogen Entreprenørstaten – en bog, hvor jeg tager livtag med samfundets manglende evne til at løse de vilde problemer i vores tid.

Så er de mon sure på mig i regeringen?

Jeg træder ind på Kursuscenter Bymose Hegn i Helsinge på slaget 10. Et sted, der trænger til en nænsom pedel og langtfra lader ane, at magten i dansk politik har forskanset sig her.

”Velkommen”, lyder det fra Mette Frederiksen, som tager imod i det lavloftede lokale.

”Kan du mon lære os noget om at løse problemer?”, spørger en minister i forbifarten op til scenen. ”Jeg kan da prøve”, mumler jeg.

Jeg går på og skuer ud over kredsen af magtudøvere og siger så: ”Vi står over for det moderne demokratis paradoks: Problemerne bliver vildere, mens løsningerne bliver tammere”. Jeg tilføjer i et lidt for højstemt toneleje: ”Vi skal gentænke vores demokratiske ramme for at adressere tidens vilde problemer”.

I Danmark er det moderne demokratis paradoks imidlertid ganske nyt. For siden 2. Verdenskrig har vi leveret et imponerende spring i velstand gennem tålmodig problemløsning. Danmark har overhalet mange lande, som vi lå på niveau med. Det skyldes, at vi i flere år har været dygtige til at løse såkaldt tamme problemer. Det vil sige problemer, som er afgrænsede, forståelige, og hvor der findes en oplagt løsning – tænk på opførelsen af vejnet og plejehjem eller indførelse af rettigheder til pension, skolegang og sygehusbehandling.

I dag står vi dog tilbage med det, jeg betegner som vilde problemer. Det vil sige problemer, som ikke lader sig definere så nemt eller løses ved at opføre en bygning, indføre en ret eller give en bonus. Faktisk meget af det som dansk politik drejer sig om lige nu både lokalt og nationalt: at vi skal rekruttere flere hænder end vi har, styrke produktiviteten, imødegå unges mistrivsel eller fikse klimakrisen. Disse problemer er vilde, og de er svære at få greb om. De kræver noget andet af os – og her er vi i Danmark langtfra så imponerende i vores problemløsning.

Vi står i en situation, hvor vi forsøger at løse det 21. århundredes vilde problemer med det 20. århundredes policy-ideer og det 19. århundredes politiske institutioner. Og det går sjældent særlig godt. For vores ambition om at tage fat på de vilde problemer ender ofte med flere regler og tilsyn, mere kontrol og koordinering. Måske fordi vi historisk i det 19. århundrede har opbygget magtens tredeling, et partisystem og et repræsentativt demokrati. Måske fordi vores policy-ideer kommer fra det 20. århundrede med en hierarkisk styringskæde baseret på stribevis af resultatkontrakter og tilsynsmyndigheder, der alle sammen skal sikre, at pengene passer, og juraen holder, når politik skubbes ud fra magtens center til borgere og virksomheder. Alt det fungerer godt, når vi løser tamme problemer. Men er det svaret på det 21. århundredes vilde problemer?

I en situation, hvor journalister, embedsmænd og politikere løber hurtigere end nogensinde, er der få, som har tid eller tilskyndelse til at se på, hvordan vi tackler de vilde problemer. Det er ikke ond vilje. Det er snarere, fordi de vilde problemer vitterlig er vilde, og så er det nemmere at vise handlekraft med en hurtig reform fyldt med pseudopolitik, der langtfra griber fat om det vildes rod.

Når man får vilde problemer på hjernen, bliver det aktuelt at (gen)vurdere den demokratiske ramme fra det 19. århundrede og policy-ideerne fra det 20. århundrede – og så (gen)besøge de fortællinger, der er indlejret i vores forståelser af, hvordan det politiske liv udspiller sig. Så det er emnet i dette kapitel. For de mange forgæves forsøg på at adressere vilde problemer illustrerer, at de ofte kræver noget andet end de tamme problemer.

2. Om vilde og tamme problemer

I 1973 udgav to forskere fra Berkeley i Californien en videnskabelig artikel, der skulle vise sig at få stor indflydelse. De to professorer hedder Horst Rittel og Mel Webber, og de opstillede en modsætning mellem onde problemer (wicked) og tamme problemer (tame).

Rittel og Webbers bidrag var forud for deres tid. Det viser sig ved, at artiklen blev meget lidt citeret, de første 20 år efter den blev publiceret. Da Den Kolde Krig var ovre, skiftede den politiske dagsorden imidlertid. Fokus flyttede sig til genstridige samfundsproblemer såsom klima, mistrivsel, folkesundhed, fattigdom, kriminalitet, integration og mange andre, der stod frem som svære at løse. Det skete pludselig i løbet af 1990’erne og skabte interesse for Rittel og Webbers arbejde. I dag har deres artikel over 500 årlige citationer – et ganske imponerende tal. Alligevel er det vigtigt at kigge kritisk på deres dikotomi mellem onde og tamme problemer, hvis vi skal kunne bruge indsigterne i Danmark, når vi forsøger at håndtere tidens problemer. Der er særligt tre årsager til, at jeg har valgt at redefinere onde problemer til vilde problemer.

Min første og vigtigste kritik af Rittel og Webber er deres manglende blik for den politiske sammenhæng, som et problem udspiller sig i. Altså de vidt forskellige politiske pools, som et problem optræder i over tid. Rittel og Webber havde meget lille tiltro til, at samfundsproblemer kunne løses – fordi problemerne var for komplekse til, at politik kunne gennemføres med en stringent planlægning fra statens skriveborde. Men Rittel og Webber tager her ikke tilstrækkelig højde for, at den politiske situation kan skifte og have stor betydning for mulighedsrummet. Helt grundlæggende kan den politiske pool skifte fra valgår til valgår, fra ressortområde til ressortområde, fra policy til policy. Tænk eksempelvis på, hvordan klima og folkeskole i Danmark i det store hele er gået fra konflikt til konsensus, fra rød pool til grøn pool, så samfundets aktører hjælper med til en højere grad af kollektiv problemløsning.

Man kan sige, at Rittel og Webbers artikel var præget af deres tid. De skrev artiklen på et tidspunkt, hvor et teknisk tamt problem kunne løses i naturvidenskaben og dermed få os til månen i 1969 med NASA som indpisker. Omvendt kunne samfundsvidenskaben ikke løse det ’onde’ fattigdomsproblem i byområderne i USA, selvom præsident Johnson havde forsøgt sig med store reformer under titlen The Great Society. Da Rittel i 1967 første gang brugte betegnelsen onde problemer på en konference på Department of Architecture på University of California, Berkeley, var det i en replik til, om man kunne overføre NASA’s rumfartstilgang til politiske løsninger. Det korte svar fra Rittel var nej.

Et par år efter satte Rittel og Webber trumf på og skrev, at i den forstand omhandler disse uløselige onde problemer: ”Stort set alle offentlige politikområder”. Men denne udlægning er for bastant i min optik. Rittel og Webbers udlægning af onde problemer er for ond i synet på, hvad der kan gøres, småt såvel som stort, i den politiske arena for at imødegå vilde problemer. Det er derfor, jeg vælger at benytte betegnelsen vilde problemer. Betegnelsen onde problemer giver mindelser om noget utilnærmeligt og uløseligt, hvilket kan skræmme mange aktører væk fra overhovedet at konfrontere et ondt problem.

Min anden kritik går på, at en skarp dikotomi mellem ond og tam ikke giver mening i en politisk virkelighed, hvor mange problemer snarere bevæger sig på en glidende skala. For eksempel giver et binært valg langtfra mening for en kommunal embedsmand, som vil vurdere om folkesundhed eller unges mistrivsel er et ondt (vildt) problem. Historien er nok snarere, at de begge er onde (vilde), men at det ene formentlig er sværere at håndtere end det andet grundet mangel på policy-løsninger eller usikkerhed om årsagssammenhænge. Og først når vi kan beskrive disse faktorer nærmere, kan vi omsætte det til handling. Nemlig at der måske mangler mere viden om unges mistrivsel, end der gør om folkesundhed. Eller omvendt. I det lys ønsker jeg at indføre et kontinuum – til forskel fra Rittel og Webbers dikotomi – med klare modpoler. Jeg foreslår således en glidende skala fra tamt mod vildt.

For det tredje ønsker jeg at definere vilde problemer simplere og anvendeligt end de ti punkter, som Rittel og Webber har stillet op for at indfange et ondt problem. Jeg trækker på forskeren N.C. Roberts, der zoomer ind på problemrelaterede aspekter og løsningsrelaterede aspekter. Det fører til min minimale definition af vilde problemer som: Problemer, hvor der i varierende grad mangler konsensus om selve definitionen af problemet samt i varierende grad mangler konsensus om løsninger. Med denne minimale definition, der burde rumme de fleste opfattelser af vilde problemer, kan der foretages subklassifikationer, som er mere specifikke a la super-internationale vilde problemer eller politisk konfliktfyldte vilde problemer.

Med disse tre kritikker som bagtæppe bruger jeg resten af kapitlet på at vise, at driftige praktikere, som forskeren John Kingdon kalder policy-entreprenører – det vil sige praktikere, som er alt fra politikere, embedsmænd, erhvervsledere, fondspersoner og civilsamfundsaktører – til alle tider har ageret i forskellige situationer eller rettere politiske pools, som jeg benævner det. Jeg mener, at det skal understreges meget mere, end Rittel og Webber gjorde, at det er lige så vigtigt at kigge på den pool, det vilde problem udspiller sig i, som på det vilde problem i sig selv. På den måde står det klart, at Rittel, som fandt på begrebet onde problemer allerede i 1967, hvor han underviste i arkitektur og design, kigger mere på problemets natur, mens jeg som politolog orienterer mig mere kontekstuelt mod den politiske pool, hvor problemet udspiller sig.

3. Den grønne pool

Jeg vil argumentere for, at politik i dag fremstilles som et spil mellem rationelle individer i en hierarkisk organisering. Altså den bagage, vi har fra det 19. og 20. århundrede. Imidlertid har politik i det meste af menneskets levetid faktisk vekslet mellem forskellige politiske tilstande – det, som jeg kalder pools. Jeg definerer en pool (grøn, blå eller rød, som vi skal se) som den stemning, der omkranser den aktuelle politiske situation. I en pool findes et sæt bevidste og ubevidste spilleregler for, (a) hvordan mennesket opfører sig ’rigtigt’ i politiske aktioner, og (b) hvordan den ’rigtige’ politiske organisering bør se ud, for at et samfund kan fastholdes eller forandres.

Jeg kigger gennem historien og ser som minimum tre politiske pools. En grøn pool baseret på samarbejde og gerne horisontal organisering, hvis udbredelse og betydning i den politiske historie til tider er blevet undervurderet. En blå pool, der i dag er mest udbredt, og som nævnt er funderet på rationelle individer og hierarkisk organisering. Og så en rød pool baseret på relationer og rå magt, hvor den mest frygtindgydende overlever.

Livet i den grønne pool har eksisteret i mange tusinde år, hvilket man ofte glemmer i dag, når der spejdes ud over den politiske virkelighed, hvor den blå og røde pool virker mere fremherskende. I det lys bruger jeg her et par ekstra sider på denne grønne pool med hjælp fra discipliner som arkæologi, antropologi, neurobiologi og evolutionspsykologi. Det skyldes, at der blandt mange beslutningstagere findes en skepsis over for, om man i et politisk-administrativt system kan levere samarbejdende problemløsning (grøn pool), når mennesker kan være grusomme (rød) eller egennyttigt orienterede (blå), og når samfund kan styres mere enkelt gennem frygt (rød) og hierarki (blå). I det følgende vil jeg vise, at den grønne pools syn på mennesker og samfund lige så vel som den blå og røde pool har skabt store resultater. Og at der langtfra er nogen sociale lovmæssigheder om (A) samfund og (B) mennesker, der bør holde os tilbage fra at bruge den grønne pool til at håndtere vilde problemer, når situationen kalder på det. Snarere tværtimod.

(A) Samfundet i den grønne pool

I 1994 begyndte den tyske arkæolog Klaus Schmidt at udgrave et kolossalt bygningsværk af helligdomme i det sydøstlige Tyrkiet. Inden længe fandt han smukt udhuggede søjler i T-former, som vejede over 20 tons placeret i et særligt mønster. Forestil dig Stonehenge; bare meget vildere.

Efter flere års udgravninger ville forskerne tidsbestemme, hvornår hele herligheden var bygget – og nu fik de en kæmpe overraskelse. Det viste sig, at helligdommen var over 11.000 år gammel. Og det var opsigtsvækkende, for på det tidspunkt levede vi i et jæger-samler-samfund uden en stærk central stat, der kunne mase beslutninger ud ved hjælp af logistik, ledelse og en pæn portion tvangsarbejde. Det er i hvert fald, hvad vi har troet i mange år.

Helligdommen, som Schmidt fandt, bliver kaldt Göbekli Tepe (den spidsmavede bakke) og var i samtiden et samlingspunkt for viden og velfærd. Ifølge forskere er det et eksempel på et collective work event. Flere tusinde nomader, pilgrimme, jægere, samlere og andet godtfolk kom fra nær og fjern med forskellige kompetencer. Og de forløste sammen det imponerende bygningsværk, der nu står som den måske ældste helligdom i verden. Da byggeriet var færdigt, blev det fejret med en stor fest, hvor de spiste grillede gazeller, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på udgravningen af enorme mængder af knoglerester fra deres ’barbecue-party’.

Skal policy-entreprenører løse morgendagens vilde problemer, så er kuren måske at tænke mere som i fortidens Tyrkiet. Måske skal vi tilbage til fremtiden. I Göbekli Tepe fandt de forskellige aktører i hvert fald sammen i formentlig verdenshistoriens første store og veludviklede partnerskab. Men hvad gjorde så, at det lykkedes? En historiefortælling, et fælles sprog. Ja, et særligt tankesæt, aktørerne kunne konvergere omkring. I tidligere tider var det gerne mere religiøse rammer, som bandt det hele sammen; en form for forhistorisk storytelling, lyder det fra forskere, der har undersøgt Göbekli Tepe. Det skal se vi se nærmere på i det følgende.

Men først skal vi forstå, at opdagelsen af Göbekli Tepe og andre nyere udgravninger tvinger os til at genskabe fortællingen om, hvad der driver forandringer i et samfund. Prominente forskere som Jared Diamond og Francis Fukuyama har argumenteret for, at når flere mennesker samles i byer og stater, er det kun hierarkiske politiske systemer, der løser problemer ved at få mennesker til at gå i takt. Kig på pyramiderne i Egypten eller terrakottahæren i Kina, som krævede en stærk hånd i siden på hundredtusindvis af (tvangs)arbejdere. Det har været læren bag den opbygning af politisk-administrative systemer, vi har i den vestlige verden. Det er det, Hobbes beskrev som en Leviathan, der holdt styr på horderne.

Imidlertid peger standardmyten også på, at der i mindre samfund, som formuleret af Rousseau, godt kan opstå samarbejde uden en Leviathan, der styrer og bestemmer. Diamond skriver i den sammenhæng, at ”så sent som for 11.000 år siden” bestod menneskelivet af folk i små flokke, der ofte var i familie sammen og levede en jammerlig tilværelse ved at ”jage og samle, hvad der end var af vildt og planter”. De strejfede, ifølge Diamond, omkring i et egalitært roadtrip, som bare ikke skabte fremdrift, fordi ingen stærk politisk organisering kunne etableres i små nomadesamfund.

Som vi så, dateres Göbekli Tepe også til 11.000 år f.v.t. Vi ved altså nu, at Diamonds udlægning ikke helt holder. Og det bliver endnu mere speget. Fukuyama fortsætter også ned ad historikerens ensrettede vej. Han argumenterer for, at landbrugets fremvækst betød, at menneskets organisering gik fra flokke til stammer. Vi blev bofaste og derved magtfokuserede på at få del i landbrugets fødevareoverskud. Nu forlod menneskeheden sin uskyld og igangsatte krige og skabte hierarkier, ligesom Hobbes havde forudsagt. Inden længe havde stammernes høvding overtalt sine undersåtter til at kalde ham for konge. Historien frem mod vore dages politiske organisering er tilsyneladende uomgængelig:

“Store befolkninger kan ikke fungere uden ledere, som træffer beslutningerne, myndigheder som fører beslutningerne ud i livet og embedsmænd som administrerer beslutningerne og lovene.”

Således skriver Diamond og fortsætter over for dem, der måtte ønske sig en fladere organisering a la Rousseau:

“I må finde en lillebitte flok eller stamme, som er villig til at optage jer, hvor alle kender alle, og hvor konger, præsidenter og embedsmænd ikke er nødvendige.”

I dag ved vi, at en kausalkæde fra store samfund til hierarkisk politisk organisering langtfra er retvisende. Nyere forskning i en alliance mellem antropologi og arkæologi peger på, at vores fortid ser ganske anderledes ud. Den var hverken Rousseaus eller Hobbes. Den var meget mere broget. Forskerne Singh og Glowacki har eksempelvis i 2022 udgivet et imponerende studie, hvor de kigger på 34 forskellige samfund på den tid, som Diamond og Fukuyama beskriver. Forskernes analyse påpeger, at: ”social organisering har været meget mere forskelligartet, end hvad der forudsiges af den klassiske nomade-egalitære model”. Alt dette er en vigtig lektion i tacklingen af vilde problemer i dag, fordi det er aldeles bevidsthedsudvidende, at både store og små samfund kan optræde i alle tre pools.

Den danske historiker og assyriolog Thorkild Jacobsen vidste og viste allerede dette i 1943, da han udgav den videnskabelige artikel ”Primitive Democracy in Ancient Mesopotamia”. Der var bare ikke mange, som lyttede i andre forskningsfelter. Måske er det Jacobsens betegnelse ”primitivt demokrati”, som har holdt folk væk. For der er ikke noget, som tyder på, at den politiske organisering var enkel endsige primitiv. Den var bare ikke hierarkisk i de første godt 1000 år af Mesopotamiens byliv fra 3500 f.v.t. – et sted, der paradoksalt nok i vores moderne bevidsthed er betegnet som Kongernes Rige, og som Bibelens tekster har populariseret.

I dag har flere bygget videre på Jacobsens indsigter. Forskerne peger på, at livet i Mesopotamien var præget af folkevalgte råd, borgerforsamlinger, og blev ved med lokalt at være selvorganiseret – også efter der kom herskere centralt i monarkierne: ”Bydelsforsamlinger deltog aktivt i lokaladministrationen [...] Mordsager, skilsmissesager og ejendomsstridigheder synes for det meste at have været byrådenes område”. I byen Uruk formodes der at have boet op mod 50.000 mennesker i år 3000 f.v.t. Et kæmpe tal. Lignende eksempler findes hos olmekerne (Mellemamerika) og Chavin (Sydamerika). Ingenlunde jæger-samler-samfund, som Diamond og Fukuyama formentlig ville antage ud fra den politiske organisering, men rettere store maskiner, der blev organiseret på delvist horisontale faconer, hvor samfundets udvikling og indretning ikke kun var et ærinde for embedsmænd.

Den britiske antropolog Robin Dunbar er dog stadig ikke helt overbevist om, at vilde problemer kan løses i den grønne pool. Og med ham mange andre, der bygger på hans forskning. Dunbar har udviklet et koncept med sit eget navn: Dunbars tal. Baseret på studier af primaters hjernestørrelse og den gennemsnitlige sociale gruppestørrelse når han frem til, at vi kan have 150 stabile relationer. Eller som Dunbar formulerer det: ”Antallet af mennesker, som du ikke vil føle det pinligt at tilslutte dig til en drink, hvis du tilfældigt mødte dem i en bar”. Det sætter billeder i gang. Dunbar mener, at når du kommer over 150 relationer, vil der opstå konflikter, fordi der ikke længere er et slægtsmæssigt bånd, og så skal der en administrativ klasse til at holde styr på sagerne.

Modsvaret, der de senere år har udfordret denne ellers etablerede forskning, runger stadig. Mange er nemlig lige så interesseret i andre mennesker som i deres egen familie, hvilket de fleste nok i deres stille sind vil finde rigtigt. Og når vi får lov at vælge, færdes vi oftere gerne med andre end vores familie. Nye studier af nutidige (bosteds)grupper fra Tanzania til Australien viser, at de ikke ser ud til at bestå af biologiske slægtninge. Ligeledes peger forskning i gener fra fortiden på lignende tendenser i jæger-samler-tiden. Mennesker kan altså til forskel fra aber godt forestille sig at være sammen med flere end 150 mennesker, som ikke er fra vores bredere familietræ. Det betyder, at mennesker godt kan indgå store collective work events såsom i Göbekli Tepe for 11.000 år siden.

Det samme gælder i dag i store virksomheder som Patagonia, FAVI, Morning Star, RHD og mere konkret for denne bog i en velfærdscase med Buurtzorg, den hollandske hjemmeplejeorganisation, som har godt 10.000 ansatte, men ingen ledere! Buurtzorg drives af flere end 800 selvstyrende teams med 10-12 personer, der gennem fælles viden, ’trossystem’ og særlige praksisser udøver prisbelønnet pleje til de ældre. Det store spørgsmål er: Hvad gør så, at mennesker har denne tilbøjelighed i denne grønne pool til at arbejde sammen med andre, som vi ikke er i familie med? Svaret på dette spørgsmål begyndte i Neanderdalen.

(B) Mennesker i den grønne pool

I august 1856 sker der noget overraskende i Neanderdalen. Det udspiller sig ved et kalkbrud nær Düsseldorf, hvor to minearbejdere graver løs. Pludselig finder de et kranium og flere knogler, og det skal vise sig, at de har gjort et fund, der bliver afgørende for menneskeheden. Knogler og kranium samles op, men mineejeren mener blot, at de stammer fra en hulebjørn, og overdrager dem til Johann Carl Fuhlrott, en lokal skolelærer med en passion for knogler. Åbenbart en almindelig adspredelse på de kanter.

Knoglemanden Fuhlrott finder dog hurtigt ud af, at knoglerne er meget gamle, da de er stærkt mineraliserede. Ligeledes afslører kraniekalotten store øjenbrynsbuer og en lav pande; de øvrige knogler er usædvanligt tykke og robuste – noget, der alt sammen adskiller sig fra mennesker i dag. Fuhlrott kontakter professor Hermann Schaaffhausen fra universitetet i Bonn. De mødes, og professoren mener, at knoglerne hverken stammer fra en menneskeabe eller fra et moderne menneske, men fra en helt anden art af mennesket. Schaaffhausen mener, at det måske er: ”det ældste minde om Europas tidligste indbyggere”.

Tiden er dog ingenlunde moden til den slags fortidsmusik. Darwins bog om arternes oprindelse bliver først publiceret tre år senere i 1859. Så på et møde den 4. februar 1857 i Rhinlandets Medicinske og Naturhistoriske Selskab i Bonn bliver øjenbrynene lige så buet som kraniet fra Neanderdalen. Ingen vil rigtig tro på, hvad de faktisk har mellem hænderne.

Kritikken fortsætter i den følgende tid fra en britisk kollega til Schaaffhausen. Briten mener ud fra de buede rygknogler at kunne fastslå, at det simpelthen er en ridende russisk kosak fra Napoleonskrigen, der blot er faret vild. Andre opfindsomme udlægninger går på, at det bare er en stakkels eneboer fra nærområdet, der har fumlet sig ud i dalen.

I dag ved vi, at vores egen menneskeart, Homo sapiens, den dag i august 1856 fandt en anden menneskeart end vores egen. Nemlig Homo neanderthalensis. Den generelle opfattelse har indtil for nylig været, at neandertalerne var nogle tosser, men så enkel er historien ikke. Og det er interessant for vores egen tids mulighed for at tackle vilde problemer. For vi ved, at neandertalere ikke bare var stærkere end os med deres tykke knogler og kæber, men faktisk også klogere. I hvert fald var deres hjerne godt 15 pct. større end vores.

Spørgsmålet rejser sig: Hvorfor er det så alligevel Homo sapiens, der opbyggede velfærdsstater, mens Homo neanderthalensis ligger som knoglerester på museer? Med andre ord: Hvad er det først og fremmest (I) i den evolutionære vinderstrategi for os, Homo sapiens, som har bragt os så vidt? – og hvad kan det for det andet (II) lære os om at løse vilde problemer i fremtiden?

(I) Første del af dette spørgsmål skulle en russisk professor med speciale i genetik – helt ubevidst – komme til at besvare 100 år efter fundet i Neanderdalen. Professor Beljajev ved statsuniversitetet i Moskva havde en dristig hypotese om menneskets evolution: at vi er domesticerede aber, hvor den venligste klarede sig bedst ved at opbygge sprog, relationer og samarbejdsformer.

Det er her, det bliver interessant for os og løsningen af de vilde problemer. For måske kunne det forklare, at vi som mennesker er i stand til at samarbejde, mens neandertalerne gik rundt hver for sig med deres store muskler og hjerner, men ikke kunne indgå i stærke tilknytninger om problemløsning. Så da en frysende istid eller en brandvarm vulkan ramte Europa for mange tusinde år siden, stod Homo sapiens meget bedre rustet, fordi vi fandt løsninger sammen, mens neandertalerne uddøde, fordi de ikke kunne samarbejde.

Beljajev har brug for en hjælper for at teste sin hypotese. I 1958 møder så den unge Moskva-studerende Ljudmila Trut op på professorens kontor og tilbyder sin hjælp. Han gør det klart, at det er et hemmeligt og også farligt forsøg, da forskning og ikke mindst genetik er i ’bad standing’ i det kommunistiske Sovjet. Trut takker ja alligevel. Og hun aner ikke, at dette ja betyder, at hun og Beljajev skal gå hen og løse gåden om menneskets evolutionære vinderstrategi.

Inden længe sidder Trut i et tog på vej til Sibirien, hvor Beljajev har sat sine forsøg op langt væk fra styrets overvågning i Moskva. Beljajev har en konkret ide til at teste sin hypotese i det kolde øst. ”Han fortalte mig, at han gerne ville fremstille en hund ud fra en ræv”, som Trut beskrev det mange år senere. Kort sagt: De tog en masse aggressive sølvræve i Sibirien, og Trut skulle så løbende udvælge de venligste af dem og avle videre på dem. På den måde kunne de speede evolutionen op i deres forsøg og se, hvad der skete med de samarbejdsvillige ræve.

Da forsøget var i fjerde generation i 1964, så Trut den første ræv som logrede med halen, og flere af dem var blevet legesyge. Pludselig kunne de tale (gø) og indgå i relationer (udveksle signaler). Der skete også tydelige fysiske forandringer. De fik krølle på halen, deres snuder blev kortere, og nu reagerede de også, når dyrepasseren sagde deres navn, hvilket de aldrig havde gjort før. Rævene var blevet domesticeret i lyntempo til noget, der mindede om godmodige hunde.

I 1978 så det russiske styre pludselig anderledes på forskning. Og her var der en vild opdagelse i Sibiriens sneklædte land, som verden da måtte høre om. Den internationale genetikkonference bliver afholdt i Moskva i august samme år. Alle deltagerne modtages med russisk boblevand og kaviar i det store kremlpalads.

Og så går Beljajev i gang med sit foredrag. Han viser billeder af noget meget mærkeligt: en logrende sølvræv. Han forklarer, at han mener, at det skyldes hormoner. At de fremavlede venligsindede ræve udskiller færre stresshormoner (rød pool) og til gengæld mere oxytocin (grøn pool) – et hormon, der lidt højstemt kaldes et kærlighedshormon. Og teorien, ja den kan ”selvfølgelig også bruges på mennesker”, siger Beljajev.

Hvis Beljajev har ret, burde vi kunne se det på mennesket. Og en gruppe forskere har undersøgt det sidenhen. De har kigget på menneskekranier fra de sidste 200.000 år og bekræfter en udvikling henimod blidere ansigtsudtryk og kropsbygning. Noget mere feminint og ungt: Vores kæber og tænder er blevet mere barnlige eller pædomorfe, som forskerne beskriver det.

Når vi sammenligner udviklingen med neandertalerne, er det tydeligt, at vi får rundere kranier. Denne udvikling tog fart for godt 50.000 år siden. Interessant nok på det tidspunkt, hvor neandertalerne forsvandt, og vi opfandt buer, fiskesnøre og slibesten. Men hvordan giver det mening, at vi stadig er her, når vores hjerner blev mindre og vores kroppe mere barnlige? Ja hvordan kan denne evolutionære udvikling hjælpe os med at løse vilde problemer?

(II) Det fører os til anden del af det spørgsmål, jeg opstillede tidligere. Et spørgsmål Brian Hare evnede at svare på i 2017 ved at zoome ind på vores intelligens. Han er en amerikansk professor i evolutionsantropologi, og han publicerede den videnskabelige artikel ”Survival of the Friendliest: Homo Sapiens Evolved via Selection for Prosociality” i 2017 i det anerkendte tidsskrift Annual Review of Psychology.

Professor Hare havde hørt om forsøget med de hårdføre sølvræve i Sibirien. Hares fokus var på intelligens, ikke mindst hvordan den forandrer sig over tid, og han ville frygtelig gerne lave en intelligenstest på både de vilde og de tamme ræve for at se, om der var forskel. I 2003 tog Hare så på en forunderlig færd med den transsibiriske jernbane. Da han ankom, havde ræveforsøget fremavlet hele 45 generationer. Man må sige, at Trut og co. langtfra havde spildt tiden de sidste årtier.

Hare udførte sine intelligenstest, og det viste sig ganske interessant, at de tamme ræve var meget klogere end de aggressive ræve. Hare fastslår derfor, at intelligensen må være et væsentligt biprodukt af venlighed – heraf titlen på studiet ”Survival of the Friendliest”. I senere forskning udstrækker han sin tese til mennesker: Evolutionen hos Homo sapiens skyldes igen en ekstrem selektion for venlighed, som ledte til en domesticering. Denne proces førte til, at vi som nævnt fik fysiologiske forandringer med mere oxytocin og morfologiske forandringer med rundere hoveder, mindre tænder, udglatning af øjenbrynsbuen og fremvækst af det hvide i vores øjne, der gør det nemmere at se, hvad folk tænker og føler, hvilket ikke er tilfældet for andre primater. Hares studier har skabt bølgegang i forskerkredse, fordi de gerne så flere studier, som understøtter hans vidtrækkende konklusioner. Det er sket for nylig, hvor andre forskere bakker op om Hares resultater.

Alt dette er interessant for os i dag. For denne udvikling i menneskets neurobiologi og fysiske fremtoning fører til en ændring i menneskets sociale kognition, der styrkes med stærke samarbejdsevner og kommunikationskapaciteter. Tænk bare på noget så lavpraktisk, som hvor meget vi i dag bruger vores øjenbryn eller øjne til at signalere, hvad vi mener, når vi kommunikerer. Denne udvikling gør Homo sapiens til læringsmaskiner, som ikke i sig selv er klogere end neandertalerne, tværtimod. Til gengæld lærer vi af hinanden, så når et menneske har udviklet en fiskestang eller et sprog – så følger vi andre efter, selvom mange af os ikke er så geniale, at vi kunne opfinde noget selv.

Professor Hare mener, at den menneskelige evolution har belønnet den prosociale adfærd i formeringskapløbet over mange tusinde år. Med rævene er vi oppe på godt 50 generationer af selektion, men med mennesker over de seneste 50.000 års evolution er tallet meget højere.

Samler vi nu brikkerne fra både samfund og mennesker over de sidste mange tusinde år i den grønne pool, står det klart, at verden er ganske sammensat. Når vi taler mere generelt om menneskehedens lange historie, har flere en forestilling om et skakbræt med imperier, bystater og kongedømmer, som nærmest konstant var i en ond hobbesiansk krig med hinanden i den røde eller blå pool. Imidlertid udgjorde disse organiseringer kun små øer af politisk hierarki i en verden med mange flere horisontalt organiserede samfund i den grønne pool, der varetog livet for mange tusinder af mennesker og drev store projekter og planer, der løste problemer. Måske endda også vilde problemer. Det interessante er, at vi ikke ved så meget om disse samfund i den grønne pool, som vi gør om de andre i den røde og blå pool. Tag faraoernes Egypten, Mesopotamiens Uruk eller Shangs Kina. De er alle nøje beskrevet med deres strikse regler, bureaukratier og tvangsarbejde.

Det er således tankevækkende at dvæle ved baggrunden for, hvorfor vi sjældent præsenteres for forhistoriske eksempler på alternative organiseringer til det politiske hierarki i den blå eller de frygtbaserede organisationer i den røde pool. Kunne det skyldes, at vi spejler nutidens vestlige samfund i fortidens? Tag eksempelvis Egypten. De fleste, der har besøgt landets nationale museum, kender inddelingen i Det Gamle, Det Mellemste og Det Nye Rige. Disse riger adskilles af såkaldte mellemperioder, der gerne beskrives som kaotiske, kulturelt og politisk. Det handlede dog snarere om, at der ikke eksisterede én hersker over Egypten, så magten var spredt ud lokalt, men der blev faktisk begået mange og store bedrifter i disse mellemperioder.

I deres værk Altings begyndelse fra 2022 argumenterer antropolog David Graeber og arkæolog David Wengrow for, at netop disse mellemperioder pludselig bliver de interessante perioder. I hvert fald hvis vi i dag søger inspiration til at udvide vores horisont for at tackle vilde problemer i den grønne pool. For de perioder i historien med forholdsvis stor frihed, lighed og eksperimenterende lokale politiske organiseringsformer er gerne beskrevet som overgangsfaser. De er derfor ikke noget i sig selv, selvom disse perioder leverede lige så interessante arkitektoniske udtryk, samfundsindretninger, teknologiske fremskridt eller kunstværker.

Vores forestillingsevne er dermed sløvet, lige så snart vi skal tænke på alternativer til mafialignende rød organisering eller en statslig hierarkisk blå organisering, fordi vi har lært, at den grønne pools påfund ikke fungerer i store samfund. Vi ved nu, at verden er mere nuanceret efter vores rundtur til den nyeste viden fra antropologer over arkæologer til genetikforskere i deres bestræbelser på at kortlægge tilbøjeligheder hos mennesker.

En person, der har vidst dette længe, er Elinor Ostrom. Hun har vundet nobelprisen i økonomi og har prøvet at sætte på formel, hvordan man kan agere i den grønne pool. Hun tager udgangspunkt i ”the commons” – altså et fælleseje, som jeg her vil forstå meget bredt. Det vil sige et sted, hvor aktører mødes om at løse et problem. Ostrom har kigget på eksempler på alle mulige former for fælleseje: ”fra fælleder i Schweiz og opdyrket jord i Japan til fælles kunstvanding i Filippinerne”. Ostrom og hendes kolleger samlede over 5000 eksempler på velfungerende fælleseje. Mange af dem eksisterer i dag og har gjort det i mange år, fx vandreservoirer i Nepal. Her ser vi, at de lokales fællesejer fungerer bedre end det, som regeringen implementerede top-down med alskens ingeniørkraft. Faktisk bruger professorerne Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen eksemplet fra Nepal til at formulere deres kritik af hurtige danske reformer. Et andet eksempel er fiskerne i Alanya, der trækker lod om fiskerettigheder, eller den såkaldte teamorganisering hos Buurtzorg i Holland, som prøves af mange kommuner, ikke mindst hos Ikast-Brande Kommune. I det jyske har man på ældreområdet så småt ladet plejepersonalet lede sig selv og dermed skabt en selvorganisering om alt fra planlægning af besøg til prioritering af opgaver og inddragelse af fx pårørende.

Derek Wall har udfærdiget en række designprincipper i sin bog fra 2017 med den sigende titel Elinor Ostrom’s Rules for Radicals: Cooperative Alternatives Beyond Markets and States. Her nævner han bl.a., at Ostrom har vist, at et vellykket fælleseje kræver en klar oversigt over, hvem der må bruge fællesejet, et mindstemål af selvbestemmelse, et effektivt kontrolsystem over for snyd, samt at fællesejets regler skal tilpasses den lokale sammenhæng og respekteres af regeringen.

Resten af denne bogs kapitler har stribevis af eksempler på, hvordan aktører over tid netop finder sammen i den grønne pool, når et gunstigt øjeblik gør det muligt. Hvad enten det er igennem organisering af missioner i en porteføljetænkning til at tackle mental trivsel, organisering i partnerskaber om folkeskolens vildeste problemer, systemisk lederskab i forebyggelse af kriminalitet eller samskabelse om klimaløsninger lokalt. Der er et hav af muligheder, som skaber en anderledes organisering end den, vi ofte kender fra både den røde og blå pool.