Vi kan alle havne i blindgyder. Her er tre anbefalinger, der inspirerer til at tackle vilde problemer på nye måder

Evnen til at lære og tilpasse sig er vigtig i de fleste sammenhænge – og vilde problemer er ikke en undtagelse. I denne uges anbefalinger fremhæver INVI på en bog, som peger på, hvordan vi skaber indsatser, der faktisk virker, og en bog som peger på, hvordan vi gør op med de systemer, der står i vejen, når vi skal tackle et vildt problem. Og så får du en politisk podcast, som er godt på vej mod toppen af de danske podcasthitlister.

Frederik Langkjær, analyseansvarlig hos INVI, anbefaler ‘Gode løsninger’ af Dorte Bukdahl

Kan man ikke bare videnskabeligt vise, hvad der virker, og så politisk styre efter det? Og hvis de kan få flere unge i job og uddannelse i Esbjerg end i andre kommuner, skal vi så ikke bare kopiere opskriften til resten af landet?

I Gode løsninger på svære sociale problemer forklarer Dorte Bukdahl, hvorfor det oplagte svar ikke er "jo". For når problemerne er vilde, er svarene ikke så simple.

Og selvom Bukdahl især fokuserer på problemer fra det sociale område, er bogen relevant for enhver, der arbejder med komplekse samfundsudfordringer. Bukdahl formår nemlig på elegant vis at balancere mellem forskellige samfundsvidenskabelige teorier og sin egen erfaring fra den kommunale virkelighed. Med pointer fra New Public Management til Design Thinking og eksempler fra Herning til København. Og så kigger bogen både udad og indad. Fordi for at kunne levere gode løsningerne for borgerne, er der også behov for at skrue organisationen – her især den offentlige forvaltning – sammen på en måde, der kan følge med.

Så hvis du gerne vil have gode tips til, hvordan du kan implementere indsatser, der faktisk virker, så kan jeg virkelig anbefale dig at give Bukdahls bog en gennemlæsning.

Michael Simoni Spjuth, creative writer hos INVI, anbefaler Think Again: The Power of Knowing What You Don’t Know (2021)

Som regel er det effektivt og komfortabelt at følge den slagne vej og de stier, vi kender. Især når vi ved, hvor vi skal hen. 

Men hvad gør du, når du opdager, at fodsporene ikke rigtigt fører nogen vegne og måske endda opretholder et system, der står i vejen for tiltrængt forandring?

Det har min gamle underviser i organizational behavior, professor Adam Grant, skrevet den stærkt underholdende og tankevækkende bog om.

Han påpeger, at vi lægger uforholdsmæssig stor vægt på værdien af at tænke og lære, mens evnen til at gentænke og aflære er alarmerende overset. Budskabet leveres gennem en række simple anekdoter, men der er solid forskning bag hver påstand.

Grant udfolder i øvrigt sine ideer i podcasten ReThinking i selskab med en lang række prominente gæster. 

Podcasten kan høres her.

 Hvis det synes en anelse for teoretisk og abstrakt, nu hvor forårets lys og udlængsel begynder at bide sig fast, har jeg et mere konkret og jordnært forslag til en sti, du kan følge: Gå turen fra Slettestrand til Lønstrup ved den nordjyske vestkyst. Så kan du ikke undgå - for en stund - at komme ud af systemets kløer, algoritmernes ekkokamre, dit eget hoved og måske finde ud af, hvor du skal hen. Jeg er biased, men det er ualmindeligt skønt deroppe.

Peter Holm Pedersen, projektmedarbejder hos INVI, anbefaler podcasten ‘Lykkeberg og Corydon’

Lykkeberg og Corydon-podcasten er efterhånden blevet en fast traver i toppen af de danske podcastlister, og det forstår vi godt. For der er tale om en usædvanligt begavet samtale mellem to repræsentanter for to umiddelbart vidt forskellige verdensanskuelser. Corydon, der som chefredaktør for Børsen har forladt al politisk ideologi, og Lykkeberg, den venstreorienterede, belæste aktivist. Så skulle man næsten tro, at positionerne ikke kunne stå skarpere.

Men det interessante er, at det faktisk langt fra altid er til at spå, hvor de står – og fraværet af forudsigelige automatreaktioner er herligt befriende. Det lagt oveni en stor portion gensidig respekt, som giver sig udslag ved, at de lader hinanden færdiggøre til tider halvsnørklede argumenter og desuden sjældent virker optaget af at ’vinde’ diskussionen, gør Lykkeberg og Corydon til en både behagelig og berigende lytteoplevelse. Vi nærmer os måske nærmest Habermas’ ideal om ’det bedre arguments ejendommelige tvangsløse tvang’!

Politik i al dens mangfoldighed er i centrum, men der bliver også drøftet popkultur i stor stil. Vidste du for eksempel, at Corydon er tudetosset med Taylor Swift, mens Lykkeberg mere er til Medina?

Podcasten udkommer hver tirsdag – så er du i øvrigt også klar til at dykke ned i INVI's Vilde Problemer-podcast, der udkommer hver onsdag i de kommende uger.

Forrige
Forrige

Labour vil drive store forandringer i Storbritannien med missioner, men hvordan vil de gøre det?

Næste
Næste

Margrethe Vestager: »Man kan ikke træne miniputterne i fodbold, gå til mindfulness og se svigerforældre i weekenden, hvis man vil løse vilde problemer.«