Labour vil drive store forandringer i Storbritannien med missioner, men hvordan vil de gøre det?

Labour har vundet, og Keir Starmer vil »nytænke« måden, Storbritannien bliver styret. Han vil ændre Whitehall, gaden i London hvor de fleste regeringsbygninger ligger, til at arbejde missionsdrevet. Det er en fundamental omstilling for at håndtere Storbritanniens vilde problemer. Men hvordan vil omstillingen se ud, hvis han lykkes? Det undersøger INVI i denne artikel, og så har vi hørt Geoff Mulgan, forfatter og professor University College London, hvad han mener, kan gå galt, og hvordan Labour-regeringen kan imødekomme det.

Keir Starmer vil omkalfatre regeringen og embedsværket til at arbejde ud fra fem missioner, for at tage livtag på det gamle monarkis største udfordringer.

»I lyset af udfordringernes omfang, og ambitionerne for vores missioner,« skriver Labour i deres strategiske missionsplan, »så er det nødvendigt med en nytænkning af, hvordan vi styrer vores land.«

Den store omstilling af embedsapparatet centrerer sig om fem store missioner:

1) Kickstart økonomisk vækst

2) Gør Storbritannien til en supermagt inden for grøn energi

3) Tag gaderne tilbage (bekæmp kriminalitet)

4) Nedbryd de barrierer, som forhindrer børn i at lykkes

5) Byg et sundhedsvæsen, der er klar til fremtiden

Keir Starmer

Men der er lang vej fra at annoncere en mission til rent faktisk at nå i mål. Hvordan er missionerne forskellige fra det, der står i vores regeringsgrundlag herhjemme? Og hvad kræver det egentlig, når man skal ændre kurs på en supertanker som Storbritannien? Det bliver du klogere på nu.

Og husk at læse med til sidst, når Geoff Mulgan peger på de fem største isbjerge, som Keir Starmer skal styre skibet udenom, hvis han skal lykkes med sit gigantiske projekt.

Hvad vil det sige at arbejde missionsdrevet i en regering?
Der findes ikke nogen fast skabelon for, hvordan man arbejder missionsdrevet. Men helt grundlæggende handler det om, at man opsætter nogle store, ambitiøse missioner og organiserer sig omkring udførelsen af netop dem. Eksempelvis lyder en af Labours målsætninger, at de vil være »en supermagt inden for grøn energi«.

Det kan lyde som en helt almindelig politisk målsætning, så lad os starte med at tegne op, hvordan det at arbejde missionsdrevet adskiller sig fra almindelig regeringsførelse.

Når man arbejder missionsdrevet, sætter man først et klart mål for slutresultatet. Dette mål danner udgangspunktet for alt andet. Hvor regeringen normalt ville tænke udgifter, politik og balancering af interesser ind i opnåelsen af sine mål, fokuserer en mission først og fremmest på resultatet. I teorien betyder det, at man får en mere innovativ og fleksibel tilgang til forandringsskabelsen, fordi det politiske apparat, og samfundet i en bred forstand, kan mobilisere sig omkring et klart og fælles mål.

For det andet arbejder man langsigtet med at håndtere det komplekse samfundsproblem. Den længere tidshorisont giver rum til, at man løbende kan lære af, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og tilpasse sine tiltag efter mødet med virkeligheden.

For det tredje er missioner gode at forme helt nye partnerskaber omkring, der – hvis de er designet rigtigt – kan mobilisere masser af ressourcer og ikke mindst sikre indsigter fra alle vinkler omkring problemhåndteringen. 

Endelig bør missioner inkludere mål, der er (i) klare, (ii) målbare og (iii) tidsbestemte. For eksempel følger FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling en 'missionsramme'. Hvert af disse mål inkluderer specifikke delmål til at måle missionen imod. Målet om at "udrydde fattigdom i alle dens former overalt" inkluderer delmål som, at ingen skal leve i ekstrem fattigdom (tjene mindre end $1,25 om dagen) inden 2030. Det er målbart, håndgribeligt – og svært.

Kampagneplatform eller reel forandring?
Således meget kort opsummeret: Missioner har potentialet til at mobilisere mange flere ressourcer omkring fælles mål, som – hvis alt går vel – kan lykkes med at gøre indhug i de mest komplekse samfundsproblemer.

Nu til alt det, som kan gå galt.

Tænketanken INVI har snakket med med Sir Geoff Mulgan, som er en af de helt store stemmer indenfor feltet. Han har stået i spidsen for innovationsenheden Nesta, der har været en central aktør på den globale scene for udviklingen af regeringers måder at arbejde på, og han har skrevet flere bøger om feltet, senest Another world is possible.

»Sir Keir Starmer har sagt, at han er en pragmatiker, interesseret i at få tingene gjort frem for abstrakt teori,« siger Mulgan og fortsætter:

»Men han har sagt meget lidt om, hvordan han vil omsætte dette i praksis, og Labour har været omhyggelige med at ikke at sige for meget om, hvordan de vil regere, af frygt for at bringe valget i fare.«

Mulgan frygter, at de manglende refleksioner om, hvad det rent faktisk indebærer at arbejde missionsdrevet, kan blive en hindring for, at Labours missionsdrevet tilgang vil udmønte sig til andet end et valgslogan.

De fem isbjerge
Der er langt fra intention til handling, og skibet, som Keir Starmer vil ændre kurs på, kan forlise af mange årsager.

Mulgans overordnede bekymring går på, at Labour ikke er bevidste om, hvad det vil kræve af dem at arbejde missionsdrevet. Og han bryder sin bekymring ned i fem dele, som han serverer med et tilhørende tip til at få succes med de store missioner:

1: »One size doesn’t fit all«

Labour bruger ordet for bredt uden at tage højde for, hvad det egentlig vil sige at arbejde missionsdrevet.

»Det er langt bedre at fokusere på det specifikke. Når man gør det, bliver det tydeligt, at en mission inden for et område, hvor den nationale regering har masser af magt og penge, er helt anderledes end et, hvor den skal overbevise andre – såsom erhvervslivet – om at handle på en anden måde,« siger Mulgan.

Han uddyber, hvad der kan gøre missioner forskellige fra hinanden. Eksempelvis kan en mission med let målbare output og resultater være meget forskellig fra en, der mangler dem. En mission, der kræver mange penge, er meget forskellig fra en, der kræver love og regler. Og en tværgående regeringsindsats inden for AI vil være meget forskellig fra en tværgående regeringsindsats i forhold til relationer med EU. De forskelligheder skal Labour tage højde for.

2: »Undgå komiteer«

Mange regeringer vælger at oprette komiteer som den bedste måde at opnå sammenhæng på, ofte fordi det er nemt. Men de har ofte lille effekt, medmindre de er meget fokuserede, mener Mulgan.

»Det er langt bedre at opbygge teams, der kan fokusere på strategi, statsledelse, prioritering og sekventering, som er afgørende for store mål. Og det er bedre at fokusere på de mekanismer, der kan bruges til tværgående opgaver: budgetter, roller, mål, data og delte teams.«

3: »Vær opmærksom på kapacitet«

Mulgan gør opmærksom på, at missioner kan ikke opnås uden kompetente aktører på lokalt niveau. Men kapaciteten i lokale regeringer og storbyer er drastisk reduceret på grund af sparepolitik og udhuling af lokale regeringer.

4: »Hav ikke for mange mål«

Mange er fristede til at understøtte brede missioner med en kaskade af mål og centraliserede mekanismer til at håndhæve dem, men mål kan også give bagslag, slår Mulgan fast.

»Nogle gange kan ambitiøse mål give anledning til handling, selv hvis der ikke er en klart gennemtænkt proces for forandring, hvor erhvervslivet er involveret, eller for lokale offentlige tjenester, der mangler penge eller motivation.«

5: »Vær bevidst om, hvad missioner har af muligheder OG begrænsninger«

Det er fortsat meget uklart, om Labour mener, at denne missionstilgang skal anvendes på 80 procent af, hvad regeringen gør, 50 procent, 20 procent eller 10 procent.

»Dette betyder noget,« mener Mulgan, »og selvfølgelig skal en stor del af regeringens arbejde fokusere på begivenheder og problemer, der ikke passer pænt ind i missionsrammer.«

De store spørgsmål til Starmer

Geoff Mulgan nævner til slut, hvad han særligt vil følge med i, når Keir Starmer kommer til magten.

»Vil han opmuntre til lokale eksperimenter og innovation?« spørger Mulgan retorisk og fortsætter spørgsmålsrækken: »Vil han give friere hænder til dem, som skal skabe forandringer? Vil han adressere problemet med 'kognitiv belastning'? Vil han følge lande som Estland eller Indien, som har brugt digitale platforme til radikalt at omforme regeringen?

Den missionsbaserede tilgang er et nybrud i et så stort demokrati som Storbritannien. Det helt store spørgsmål er dog, om Labour vil føre missionerne ud i praksis. Det bliver spændende at følge!

Vil du blive endnu klogere på missioner? Så lyt til første episode af podcasten Masterclass i vilde problemer, hvor Sigge Winther Nielsen har Christian Bason, stifter af Transition collective, i studiet til en snak om missioner: