Ét koncept har lært 40.000 danskere at tackle deres mistrivsel

Alle mennesker er i bund og grund relativt ens. Det er en grundlæggende opfattelse hos Komiteen for Sundhedsoplysning. De har bygget konceptet ‘Lær at tackle’, som benyttes i to ud af tre danske kommuner og er gennemført af mere end 40.000 danskere. INVI har talt med Komiteens direktør om metoden bag konceptet.

»One size doesn’t fit all, but it fits most,« siger Charan Nelander. Han er direktør i Komiteen for Sundhedsoplysning.

Selvom det lyder godt, at alle mennesker er forskellige, og at man derfor ikke bør sætte dem i kasser, så har de fleste mennesker meget til fælles. Og når man skal bruge borgernes skattepenge på store sundhedsinitiativer, så skylder man dem at få mest muligt for pengene. 

Som økonom er Charan Nelander netop interesseret i, hvordan man skaber den størst mulige effekt for flest borgere til færrest penge. Det er den formel, som Komiteen for Sundhedsoplysning arbejder efter, og til at realisere den, arbejder de med at skabe koncepter, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge.

»Tænk på effektiviteten når 7-Eleven bygger nye forretninger,« siger Nelander.

»De er allesammen indrettet ens. Hvis de skulle have en arkitekt til at indrette forretningerne på ny hver gang, så ville det koste kassen. 7-eleven kan bygge en butik på fire dage, fordi de ved bare konceptuelt, hvor tingene skal være, hvilke materialer de skal anvende, og hvordan det skal se ud,« siger han. 

En franchise som 7-eleven har typisk tre faste hovedmoduler for, (i) hvordan varerne skal placeres, (ii) hvilke materialer, der skal benyttes og (iii) butikkens teknologiske udstyr.

Under hvert hovedmodul har de nogle valgmuligheder, som kan sammensættes på forskellige måder. Forskellige montre, forskellige fliser og forskellige kasseapparater. Man kan således, ved at kombinere underkategorierne til de tre moduler på forskellige måder, indrette 7-elevens franchises, så de passer til mange forskellige lokaler og lokaliteter, men har samme udtryk.

Lær at tackle er grundlæggende bygget op omkring gratis forløb, hvor flere personer, som har samme udfordring, mødes enten fysisk eller online. Her giver en frivillig, som selv har haft samme problem inde på livet, de medvirkende redskaber til at tro på deres egne evner og hjælper dem til f.eks. at håndtere udfordringer og opnå personlige mål. Konceptet er baseret på en social-kognitiv teori udviklet på Stanford University.

Til at nå det mål har de ligesom 7-eleven nogle standarder, som de opbygger konceptet omkring, uanset hvilken udfordring målgrupperne har.

For det første er programmet altid baseret på peer-to-peer undervisning, hvor kurserne ledes af personer, der selv har erfaring med temaet, eksempelvis angst og depression eller kroniske smerter. For det andet udarbejdes et fast manuskript, som underviserne skal følge for at styrke deltagernes tro på egne evner – altså fremme deres følelse af at beherske livet og få kontrol over det, som er svært. Og så kan forløbet indrettes, så det enten kan foregå i fysiske gruppeforløb eller onlinekurser.

Bent Flyvbjerg, professor på ITU og Oxford og en af verdens mest citerede projektledelsesforskere, skriver i sin højt ansete bog How big things get done, at modularitet er »hurtigere, billigere og bedre, hvilket gør det værdifuldt for alle projekter og størrelser.«

Modularisering er altså funktionelt til alt fra indretning af 7-eleven-forretninger til håndtering af udfordringer på sundhedsområdet, som Komitéen for Sundhedsoplysning er et eksempel på.

Udrulles nationalt og tæt på virkeligheden
Komiteen for Sundhedsoplysning har over 200 samarbejdspartnere, og Lær at tackle er blot et blandt mange programmer og initiativer, som de har igangsat. 

Når de begynder på et projekt, så afsøger de to ting: Kan det implementeres nationalt, og fungerer det i mødet med virkeligheden? Kan det ikke implementeres nationalt, så dropper de det. Stordriftsfordelene er alfa og omega. Og fungerer det ikke i praksis, så retter de til. 

»Det er afgørende, at indsatsen kan virke i virkeligheden og ikke kun i et laboratorie,« siger Charan Nelander.  

For at finde ud af, om det fungerer i virkeligheden, afprøver de modellerne i gruppesammenhæng. På den måde finder de ud af, hvad der fungerer, og hvad der skal laves om. Det er en iterativ proces, hvor de indsamler ny viden og laver om, indtil de har et færdigt produkt, som de kan sende ud til dem, som skal drifte. I Lær at tackles tilfælde, er det instruktørerne, som bliver grundigt uddannet ud fra et strengt tilrettelagt program. 

Det program er sammensat efter en række handlinger, som hjælper på tværs af forskellige personlige udfordringer. Det drejer sig blandt andet om, at deltagerne skal lære at mestre færdigheder gennem handleplaner, revurdere personlige udfordringer, spejle sig i positive rollemodeller og indgå støttende gruppedynamik. Disse tilgange er understøttet af forskning fra professor i psykologi Albert Bandura, og de bidrager til, at deltagere får styrket deres følelse af kontrol og derved får forbedret deres livskvalitet.

Den grundigt udtænkte drejebog betyder, at det er hurtigt at implementere og billigt at drifte. 

»Fordi man har et fast manuskript, så kan frivillige lægmandspersoner undervise uden at de kommer ud i situationer, hvor de ikke kan svare på spørgsmål eller bliver usikre. Og det har den fordel, at kommunerne ikke selv skal opfinde den dybe tallerken. Det er plug and play,« siger Charan Nelander.

Modstanden mod moduler
Komiteen for Sundhedsoplysning går i højere grad efter at gøre en lille men positiv forskel for mange end en stor forskel for få.  

»Jeg mener, at hvis vi kan rykke rigtig mange mennesker lidt, så har det faktisk en større effekt, end hvis vi rykker få meget,« siger Nelander, og pointerer, at det har været en enormt upopulær holdning, og som mange gange har bragt ham i modvind og betydet, at han er blevet klandret for at have en forkert vinkel på tingene.

One size doesn’t fit all, har modargumentet lydt. 

»Det står bare i kontrast til, at vi jo i bund og grund som mennesker elsker koncepter. Tænk på IKEA, 7-Eleven, H&M. Alt er jo blevet til koncepter i dag. Så et eller andet sted er den modstand sådan lidt modsætningsfyldt,« siger han.

»For der er virkelig meget, der passer på rigtig mange borgere. Og vi skal omkostningsmæssigt kigge på, how low can we go i forhold til at få maksimal effekt for færrest antal kroner. Det er jo rigtigt, at one size doesn't fit all, for vi mennesker er forskellige. Min holdning er bare, at man godt kan lave én model, som passer til de fleste – og hvis du med én metode kan ramme 80 procent, så lad os da gå efter det.«