Kan man sætte vildhed på formel?

Kan man måle problemers vildhed? Og hvordan griber man det i givet fald an? INVI forsøger at udvikle en model for vilde problemer, som skal understøtte de redskaber, vi udvikler til at håndtere vilde problemer. Arbejdet ledes af Jacob Gerner Hariri, professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Vi har spurgt Hariri om, hvilken rolle panelet af policy-entreprenører spiller i projektet, og hvad sådan en model kan bruges til i den virkelige verden.

- Modellen forsøger at sætte vildhed på formel? Kan man virkelig det?

Det er svært, ingen tvivl om det. Men som samfundsforskere sætter vi hele tiden svære størrelser på formel. Andre eksempler er fx demokrati og bureaukratisk effektivitet. Det er store og omstridte begreber, men som vi alligevel forsøger at sætte på formel. Kunsten er at gøre det på en struktureret måde.

- Hvad er formålet med modellen for vilde problemer? Hvad skal den kunne?

Den overordnede idé er at måle måden, hvorpå problemer er vilde, fordi det betyder noget for, hvordan vi adresserer problemerne. Når et problem er vildt, er det vanskeligt at håndtere. Modellens opgave er at fortælle, hvad der gør netop dét problem vanskeligt at håndtere. Den skal derfor kunne sondre mellem forskellige måder at være vild på.

Et eksempel er problemets kontekst, som kan være omfattende og involvere aktører på tværs af forskellige skel, herunder både niveauer og sektorer. Problemet er måske ikke kun kommunalt og kan ikke afgrænses til kun at berøre et fagområde.

Men modellen skal også kunne sige, at ét problem er vildere end et andet, ligesom vi f.eks. siger, at Norge er mere demokratisk end Nordkorea. Og hvis vi holder os til det eksempel, så skal modellen kunne pege på, hvad der gør Norge mere demokratisk end Nordkorea. Altså at problemet er vildere på nogle bestemte dimensioner, men måske ikke på andre.

Samtidig skal modellen kunne følge problemer over tid og vurdere, om problemer bliver mere eller mindre vilde på de forskellige dimensioner.

 - Kan du fortælle lidt om din tilgang til at udvikle modellen?

Jeg tager policy-entreprenørerne meget alvorligt og har haft den tilgang, at jeg gerne vil have et praksisnært perspektiv på vilde problemer, som vi kan kombinere med noget objektivt. Det er enormt vigtigt, at modellen har input fra dem, der har fingrene nede i mulden. Dem, som skaber, implementerer eller evaluerer politik, og som ved noget om det givne problem. Så jeg forsøger at stille mig på skuldrene af panelet af policy-entreprenører og deres store viden på en objektiv måde.

- Hvilken rolle spiller panelet af policy-entreprenører ift. modellen?

Panelet af policy-entreprenører spiller som sagt en afgørende rolle for modellen. De sikrer modellens kobling til virkeligheden. Ved nogle problemer bliver panelet den primære kilde, når modellen skal vurdere problemernes årsag og løsninger. Her vil jeg bede paneldeltagerne om at formulere deres vurdering af et problem, og så vil jeg objektivt kvantificere deres svar. Det kræver hjælp fra noget langhåret kvantitativ sproganalyse – samme metode, som får Chat GPT til at fungere. Helt konkret spytter sprogmodellen et tal ud baseret på, hvor enige eller uenige panelet er i forhold til det givne problem. På den måde kvantificerer vi vurderinger fra panelet så objektivt som muligt.

Jacob Gerner Hariri leder arbejdet med at udvikle INVIs model for vilde problemer.

- Hvad måler man på? Hvad er det for nogle enheder til at måle kompleksitet?

Modellen måler på fire dimensioner. Den første er, om folk er enige om årsagen til problemet. Fx hvad skyldes unges mistrivsel? Er det skærmbrug, karakterpres, alkoholkultur, ensomhed eller forældrene? Det konstituerer én dimension i vildhed.

Den anden dimension handler om løsningen. Hvad skal vi gøre ved problemet? Fx kender vi nogenlunde årsagerne til klimakrisen, men der er stor uenighed om løsningerne. Så det er en anden måde, hvorpå et problem kan være vildt.

Ved den tredje dimension ser vi på aktørlandskabet. Hvis der er mange aktører, der arbejder med problemet, og det går på tværs af sektorer og niveauer, kan det tyde på, at problemet er mere vildt.

Den fjerde dimension involverer et polariseringsmål, som vurderer, om der er politisk uenighed om problemet. Her udvælger vi et repræsentativt udsnit af borgere i den politiske enhed, som problemer vedrører, fx Holbæk Kommune eller Region Sjælland. Disse borgere spørger vi så om, hvor væsentligt problemet er, og hvor meget de vil betale for at få det løst.

- Hvornår kan vi begynde at anvende modellen?

Det kan vi mere eller mindre nu, men der ligger et vigtigt valideringsarbejde foran os. Jeg plejer at sige, at det er ligesom tørsvømning – børn lærer først at svømme på bassinkanten, og så må vi se, hvad der sker, når barnet kommer ned i vandet. Om det svømmer eller synker. Det stadie er modellen på nu. Jeg har været i gang i to måneder og har udviklet en model på papir, men vi har ikke afprøvet den endnu. Der ligger sandsynligvis noget teknisk i beregningerne, som skal finpudses. Og hvis modellen siger, at det er sværere at udbygge infrastruktur end at løse klimakrisen, så er der noget galt.

- Hvad kan modellen gøre ude i verden?

Inden for forskningsverdenen har jeg ikke set noget, der har forsøgt at måle vilde problemer før. Nogle har spurgt subjektivt ind til fænomenet, men jeg vil sige, at det her er et kæmpe bidrag til den internationale litteratur om vilde problemer. Det bliver en model, som kan anvendes på tværs af lande, problemer og sektorer.

Forhåbentlig vil modellen resultere i, at man bliver bedre til at løse problemer. Ikke alle problemer kan fikses med en hammer. Nogle kræver en skruetrækker, andre kræver samtale eller mere tid. Nogle har mange årsager og kræver inddragelse af en bred aktørkreds. Målet er, at modellen kan kaste lys over det, så vi kan designe redskaber, der passer bedre til at løse de problemer, vi står overfor.