Det handler ikke om, hvad vi ved, men hvad vi ikke ved. Politik skal kunne tilpasses i en uforudsigelig fremtid

Ingeniørvidenskaben på vej ind i en ny æra, hvor man i stedet for at lade som om, man ved alt, klart skal kunne formulere alt det, som man ikke ved. Josef Oehmen er en af spydspidserne inden for udviklingen af ‘adaptive solutions’, som handler om, hvordan man designer løsninger til en usikker fremtid. »’Adaptive solutions’ kan bruges politisk til at implementere politik, der er robust og fleksibelt nok til at håndtere fremtidens uforudsete udfordringer«, siger han. 

»Ville du helst være en isbjørn eller en rotte?«, spørger Josef Oehmen retorisk. »Det umiddelbare svar er nok en isbjørn, men tænker du nærmere over det, så falder valget nok på rotten«, siger DTU-lektoren og fortsætter:

»Isbjørnen er nemlig kun effektiv i et stabilt miljø. Dens evne til at overleve i de barske arktiske forhold er imponerende; den er specialiseret og yderst effektiv i sit specifikke habitat. Men denne effektivitet er samtidig isbjørnens akilleshæl – ændrer miljøet sig blot lidt, er isbjørnen i fare,« forklarer Oehmen på amerikansk med en lille accent, som afslører hans tyske oprindelse. 

»Rotten, derimod, symboliserer adaptabilitet. Den lever i næsten alle miljøer på kloden og tilpasser sig hurtigt nye omstændigheder. Den er måske ikke den mest effektive i et specifikt habitat, men dens evne til at overleve under skiftende forhold er en enorm styrke.«

Et konstant foranderligt miljø er præcis, hvad ingeniørvidenskaben såvel som politikere skal agere i i dag. Her er tilpasningsdygtighed og fleksibilitet nøgleegenskaber for overlevelse og succes, og det er netop det, som design for adaptability-strategien handler om.

»Ingeniørarbejdets evolution bevæger sig fra en fastlåst 'svar-på-alt'-tilgang til en mere fleksibel, adaptiv model. Vi står over for komplekse og vilde problemer, der kræver andet end lineære, forudsigelige løsninger«. 

Oehmen har i sin karriere været gennem præcis samme udvikling. Han startede som klassisk maskiningeniør, men gennem sin karriere, hvor han har været ved det tekniske universitet i München, ETH Zürich og MIT, har Oehmen udviklet en unik forståelse for behovet for videreudvikle den traditionelle ingeniørvidenskab. I dag er Oehmen lektor ved DTU, hvor han er leder af kandidatuddannelsen i Design og Innovation. Her har Oehmen særligt fokus på, hvordan man håndterer risiko, usikkerhed og uvidenhed​​ i komplekse megaprojekter.

Prisen ved at gøre ingenting

For at håndtere de tre faktorer, skal man samle teams, hvor medlemmerne har vidt forskellige baggrunde. Det betyder, at de kan kombinere mange forskellige perspektiver og overvejelser på samme problem.

»Hvis vi kun ville løse et problem ene mand, så ville design ikke være nødvendigt. Men så ville vi for altid bygge ure med tusinde eller færre dele, fordi det er, hvad vi kan håndtere alene som mennesker. Når det bliver mere komplekst end det, skal vi undersøge, hvordan vi kan bringe mennesker sammen med forskellige ekspertiser«, siger han og fortsætter:

»Jeg forsker i, hvordan vi kan se teknisk design i et mere holistisk perspektiv, og når man zoomer længere ind, så er jeg interesseret i, hvordan men håndterer risiko og uvisheder, og herunder kigger jeg på fleksibilitet og adaptabilitet«.

Det er her, opgøret med den tidligere tænkning ligger. Den klassiske tænkning bygger nemlig ofte på den uudtalte antagelse, at man kan analysere sig ud af et problem. 

Så hvis der er en teknologisk risiko, investerer man i analyse og teknologiudvikling, og venter med at gøre noget, til man er mere sikker. Hvis der er en politisk eller markedsmæssig usikkerhed, venter man til det er afklaret.

»Og det er fantastisk«, siger Oehmen, der er egentlig er stor tilhænger af teknokrati, og fortsætter drevent: »hvis altså omkostningerne ved at gøre ingenting er nul. Men det, vi begynder at indse, er, at især når vi ser på den grønne omstilling eller andre vilde problemer, er der faktisk en betydelig omkostning ved at gøre ingenting. Og hvad gør man så?«.

Fleksibilitet og adaptabilitet

I håndteringen af det akutte krav på omstilling, skal vi kigge nærmere på de to ord, som Oehmen fremhævede: fleksibilitet og adaptabilitet. Det er begreber, som Oehmen har studeret den praktiske anvendelse af i forbindelse med, at han har undersøgt, hvordan Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping udarbejdede deres strategi for grøn omstilling, og derfor anskueliggør vi ordene med udgangspunkt i centerets strategi.

»Da centeret startede forskningen i, hvordan den grønne omstilling kunne foregå, var de meget klare i deres udmelding. For at vi kan gøre ting på det tekniske niveau, skal vi også kigge på business, finansiering og forsikring, og på det politiske niveau. Det handler altså ikke om én enkelt ting, for hvis det var problemet, havde de løst det for længe siden. Det handler om, hvordan vi samler et fællesskab, der ser på det fra et integreret synspunkt, noget som ingen gør i dag. Ingen enkelte interessenter har dette mandat. Så de tog på sig at samle alle relevante fagligheder.«

Det var den samlede styrke af personer, som skulle komme med ideer til, hvordan den grønne omstilling kunne foregå, hvor de sammen kunne finde den bedste løsning ud fra alle perspektiver.

Og det er her begreberne fleksibilitet og adaptabilitet også kommer i spil. Fleksibilitet drejer sig om, at man skal udvikle løsninger, som kan tilpasse sig og tjene forskellige formål i mødet med en omskiftelig virkelighed. I centerets strategi for grøn omstilling kom det til udtryk gennem deres strategi med facilitere forskning i multi-fuel fartøjer. Her støttede de forskning i skibe, der kunne anvende både methanol, som er et low carbon fuel, og almindelig bunkerolie. 

Det reducerede markant risikoen for bygge skibe, hvortil der ikke er et marked for brændsel. 

»En af de store udfordringer i det felt var, at der var et hønen eller ægget-problem mellem produktionen af low carbon fuels og of produktionen af skibe, der kan anvende disse brændstoffer. Hvis du er ejeren af et skib, ser du på brændstofforsyningen og siger: 'Folkens, jeg vil ikke købe et skib, der anvender metanol, før I kan garantere, at der vil være tilstrækkelig forsyning af metanol. Til gengæld vil brændstofproducenterne svare: ‘Jeg vil udvikle produktionskapacitet for low carbon fuels, så snart i garanterer, der er et marked for det.'«

Sådan stirrede skibsrederierne og brændstofselskaberne hinanden i øjnene et par år, og den generelle opfattelse var: 'Lad os vente yderligere 10 år, for at det kan falde på plads’. 

»Her var nøglen at bryde dødvandet gennem idéen om fleksibilitet og adaptabilitet,« siger Josef Oehmen og fortsætter: »Industripartnere henvendte sig til motorproducenter og spurgte, om de kunne udvikle en motor, som kunne anvende både metanol og bunkerolie, så producenterne af metanol var sikre på, at der ville stå en aftager klar, når produktionen var oppe og køre«.

 Men skal tanken om adaptabilitet og fleksibilitet indtænkes i embedsværket, så kræver det, at man rykker nogle af de gamle tankegange på med rode, mener Oehmen. 

 Gamle institutioner, nye problemer

En af INVI’s hovedteser er, at man i dag prøver at løse det 21. århundredes problemer med det 20. århundredes værktøjer og det 19. århundredes institutioner.

 Et levn fra det 19. århundredes institutioner, som direkte modarbejder adaptable solutions, er ifølge Oehmen den måde, som vi skriver kontrakter på. 

»Vi skal gå væk fra at lade som om, vi ved alt, og i stedet klart formulere, hvad det er, vi ikke ved,« siger Oehmen og slår fast, at det på den måde er et helt nyt skisma, som vi skal bevæge os imod, også indenfor politik. 

På den måde kan vi udvikle en fleksibel politisk kontraktstruktur, og etablere en politisk ramme, som kan rumme fleksibiliteten. Sådanne strukturer muliggør skabelsen af løsninger, der målrettet adresserer menneskers behov. Fleksibilitet er nøgleordet her; det handler om at justere sig efter skiftende prioriteter og at være åben over for ny information.

»Roden til problemet er, at vi formulerer til meget specifikke krav. Vores måde at formulere kontrakterne sker ud fra en antagelse om, at vi har en ekstrem høj grad af klarhed omkring, hvad behovet er.«

Ønsker du at læse mere om adaptable solutions? 

Så har vi linket til nogle af de relevante forskningsartikler herunder:

Case study om Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping: Making the green transition resilient: adaptability by design

Om den adaptive metode i en af verdens mest ambitiøse grønne energiprojekter: Success by Design: The Need for an Adaptive Risk Governance Framework for the Danish Energy Island Program