»Hvis jeg udelukkende kiggede på budgetterne, kunne vi lige så godt lukke kommunen«

INVIs panel af policy-entreprenører har rundet 500 deltagere, vores første store milepæl, og det er værd at fejre. Her kan du møde tre deltagere, som arbejder med vilde problemer i hver deres kontekst - i en af Danmarks mest udfordrede kommuner, i verdens største humanitære organisation og på et kunstmuseum.

Thomas de Richelieu

Direktør,
Lolland Kommune

Thomas de Richelieu er direktør i Lolland Kommune. Han har store ambitioner og arbejder med at lave en transformation på Lolland, som kan komme hele Danmark og resten af verden til gavn. Men hvordan finder man energien og ressourcerne i en af landets fattigste kommuner? Og hvorfor melder en direktør fra Lolland sig til INVIs panel af policy-entreprenører?

Jeg er direktør i den kommune i landet med de vildeste problemer, og hvis jeg udelukkende kiggede på budgetterne, kunne vi lige så godt lukke kommunen. Jeg ser derimod masser af muligheder – også på de områder, hvor vi er allermest udfordrede. Helt overordnet er vi nødt til at forholde os til de strukturer, der skaber stigende ulighed i Danmark, og spørge os selv, om det er det, vi vil. Det er i sidste ende et politisk valg. Jeg tror, det er vigtigt at finde løsninger, der ikke skaber polarisering, men hvor land og by ses som hinandens forudsætninger. Jeg ser store potentialer i den grønne omstilling, og Lolland Kommune bidrager allerede i høj grad til produktion af vedvarende energi.

Et andet vildt problem, som jeg er meget optaget af, er ulighed i adgangen til sundhedsydelser, som bare vokser og vokser. Der er en stor dimension af geografisk ulighed, og vi har mange borgere, som suser rundt mellem hospitaler på Sjælland, og som skal se langt efter en fast praktiserende læge. Og det er vel at mærke i den del af landet, hvor borgerne er mest syge. Det kan give os incitament til at afprøve teknologiske løsninger, som borgerne kan anvende i hjemmet, men så er vi udfordret af, at vi i forvejen står til at mangle sosu-personale, fordi andelen af borgere, der har brug for hjælp, vokser.

Ingen har tidligere sparet sig rig eller til en fornuftig omstilling. Vi er i en presset situation og må træffe nogle beslutninger, for vi er nødt til at arbejde på en anden måde. Presset kan faktisk gøre det nemmere at se alternativer. I Lolland er vi allerede i fuld gang med at rekruttere international arbejdskraft, og jeg tror, at vi på flere områder kan være et laboratorium for udvikling, der kan give inspiration til resten af landet og andre steder i verden. 

Jeg har læst Entreprenørstaten og hørt Sigge holde forskellige oplæg. Han har nogle vigtige pointer om, at vi skal basere politik på solid viden, og at der er behov for partnerskaber. Jeg ser som sagt mange potentialer for at løse de vilde problemer, men vi har brug for at arbejde sammen med nogen om det, og vi har brug for, at der kommer nogle investeringer udefra. Hvis det ikke sker, så bliver Lolland Kommune et støvet museum, som ingen gider besøge.

Asger Toft Johannsen

Udviklingskonsulent,
Røde Kors

Asger Toft Johannsen er udviklingskonsulent i Røde Kors, hvor han er tilknyttet programmet God Start på Livet, som tilbyder støtte til udsatte småbørnsfamilier. Asger har tidligere arbejdet med etniske minoritetsfædre og har erfaring med samarbejdet mellem borgere, fagpersoner og frivillige. Ifølge Asger kalder vores samfund på nye tilgange til vilde problemer, og der er behov for en større involvering af civilsamfundet, når vi bevæger os fra en velfærdsstat over mod et velfærdssamfund.

Jeg arbejder med indsatser til de mindste børn, fordi jeg kan se, at problemer vokser sig større, hvis vi ikke gør noget ved dem i tide. Forskningen viser, at de første 1000 dage i barnets liv er afgørende for udvikling og trivsel resten af livet. Ensomhed og mistrivsel er et vildt problem, som både rammer unge og ældre, og det er der mange årsager til. I God Start på Livet forsøger vi blandt andet at fortælle forældrene, at skærmbrug kan stå i vejen for kontakten til barnet og dermed også barnets senere evne til at indgå i relationer.

Et andet vildt problem, som præger hele Røde Kors’ arbejde, er, at Danmark er ved at gå fra at være en velfærdsstat til et velfærdssamfund. Vi ser vi et opbrud og et voksende behov for, at vi løser nogle nye opgaver. Det er komplekst og kræver et endnu bedre samspil mellem det offentlige og civilsamfundet. Kommunerne organiserer sig forskelligt, så det er ikke one size fits all, og der er også brug for samarbejder på tværs af kommuner.

Det giver mig håb, at der er enighed omkring, at vi skal gøre noget ved de vilde problemer, og at der er så mange, der gerne vil samarbejde. Jeg møder aldrig nogen, der siger, at vi skal blande os uden om, og jeg hæfter mig også ved, at fondene bidrager. I forhold til teknologibrug virker det heldigvis også som om, at vi har lært af vores ukritiske brug af mobiltelefoner og sociale medier, og at vi går mere forsigtigt til værks med AI og ChatGPT.

Christina Toft

Public Engagement Designer,
ARKEN Museum for samtidskunst

Christina Toft er Public Engagement Designer på ARKEN Museum for Samtidskunst. Hun er uddannet designer og har ansvar for museets publikumsaktiviteter. Christina arbejder både strategisk og med håndgribelige elementer, fordi hun ser det som en nødvendighed for at have en bæredygtig fremtidsrettet strategi. Hun fortæller her, hvordan kunsten og nye fællesskaber giver hende håb i forhold til at løse nogle af de vilde problemer, hun møder på daglig basis.

Jeg er aktuelt mest optaget af klima som et vildt problem. Det er ikke fordi jeg går ud og siger, at vi skal plante træer, men vi forholder os strategisk til det på museet, og det indgår i vores aktiviteter. Jeg opfatter bæredygtighed som en nødvendig indstilling til mange ting i livet, herunder hvordan man som mennesker opfører sig sammen, og hvordan vi indretter vores samfund. Vi bliver nødt til at handle helt anderledes i forhold til klimaet og med en stor portion mod for ikke at forsvinde, bogstaveligt talt.

Helt konkret arbejder jeg lige nu med et arkitekturværksted, hvor vi gentænker, hvordan man bruger materialer, og hvordan man kan bo og bygge i fremtiden. Når noget bliver til en ruin, skal vi forholde os til det. Vi taler om en slags kollaps, uden at det skal være dystert. Jeg er meget optaget af at bevare glæde, håb og handlekraft i vores virkelighed. Vi har bl.a. et fælles byggeri, hvor publikum bygger videre på det, som andre har lavet. På den måde bliver det individuelle en del af fællesskabet.

Trivsel er selvfølgelig også et vildt problem, vi forholder os til. Her på ARKEN prøver vi at skabe rum til nye former for fællesskaber på tværs af skel såsom køn, etnicitet og alder. Vi laver nye aktive fællesskaber, hvor folk får mulighed for at bruge deres stemme på andre måder end bare på skrift, og vi bruger kunsten som afsæt til at åbne op og samarbejde. Det giver mig håb, når jeg ser både børn og voksne deltage i nye fællesskaber og bruge deres hænder på nye måder. Når de lyser op, får lyst til at opsøge ny viden og får mod til at handle.

Lyst til at være med? Læs mere om panelet og ansøg om at være med. LINK