Anders Eldrup savner den proaktive embedsmand: »Embedsmanden skal være igangsætter«

Medieræs, § 20-spørgsmål, spin og nulfejlskultur. Anders Eldrup, tidligere departementschef i Finansministeriet, ser grundlæggende hindringer for, at embedsmænd kan være proaktive og levere forslag til, hvordan vi løser tidens vilde problemer. Eldrup kigger tilbage på forholdene under sin egen karriere, trækker linjer op til i dag og peger på, hvordan vi kan ændre den stressede kultur. 

»Jeg vil se kraner,« sagde daværende finansminister Henning Dyremose under en rejse til Bangkok i start 90’erne. Anders Eldrup og Dyremose boede på et hotel med udsigt over den asiatiske millionby, og de så en by i rivende udvikling.

Mens de så kakofonien af kraner, som drejede om deres egne akser, opstod ideen i Dyremoses hoved, som skulle føre til etableringen af metroen i København. Synet stod nemlig i skærende kontrast til datidens København, hvor nybyg hørte Christian IV’s tid til – og det skulle laves om. 

Kranerne i Bangkok blev således startskuddet til det omsiggribende projekt at bygge en metro og finansiere etableringen gennem udstedelse af grunde på Amager – det slipseformede stykke, vi i dag kender som Ørestaden. 

»Hele projektet startede med at embedsapparatet kom og sagde, at der er brug for en metro, og havde en plan for, hvordan det kunne eksekveres. Så var der en debat med regeringen, og så sagde de straks ja,« siger Eldrup. 

Den type af proaktivitet savner Eldrup i embedsværket i dag. 

Rammerne er ikke til stede for, at embedsmænd har mulighed for at være proaktive på samme måde i dag, som de var tidligere, mener han, og han advarer mod, at det kan have konsekvenser:

»Embedsmændene i ministerierne har ikke den fornødne tid til at tænke langsigtede ideer til at løse samfundets vilde problemer,« siger han. 

Han skriver sig således ind i den verserende debat, som Zetland skød i gang efter at have talt med 33 embedsmænd, som beskriver, hvordan embedsmænds drømme om at gøre en forskel dør i mødet med den stressede virkelighed på Slotsholmen. 

Men mere tid løser ikke udfordringerne alene, mener Eldrup.

INVI har talt med Eldrup om, hvordan han ser embedsmandens rolle, og hvordan vi kan bevæge embedsapparatet i en retning, hvor der er rum til, at den proaktive embedsmand kan »støbe kanonkuglerne« til politikerne. 

Bremseklods og igangsætter

»Vi skal ikke bare justere på samfundet hist og her. Vi skal have et nyt og bæredygtigt samfund, og vi mangler en overordnet plan for det samfund, vi skal bygge,« har Eldrup tidligere udtalt på en toplederkonference. 

For at vi kan nå i mål med den plan peger Eldrup på, at embedsmanden har en helt central rolle. Han bruger hellere ordet proaktiv end »aktivist«, som blandt andre Lisbeth Knudsen tidligere har efterspurgt i debatindlæg hos Altinget. Men hovedspørgsmålet er, om man skal være defensiv og afventende eller offensiv og igangsættende, og om det spørgsmål er Knudsen og Eldrup enige.

»Der er brug for, at embedsmændene skal parere ordre, men der er også brug for at embedsmændene spiller en mere aktiv rolle,« siger Eldrup og fortsætter:

»Vi har heldigvis ikke et embedsmandsstyre, vi har et politisk styre, men det kan efter min mening godt på lange strækninger forenes.«

Man skal være bremseklods i den forstand, at man skal sikre, at der er lovhjemmel, at alt går rigtigt til. Men embedsmanden har også en rolle i at sørge for, at ting kommer til at ske, mener Eldrup. 

I dag er kommissionsarbejde ofte løsningen på vilde problemer. I kommissioner kan man netop argumentere for, der er rum og tid til at komme med løsninger. Bor det proaktive ikke i nogle strækninger bare i kommissionerne i dag?

»Vi ser rigtig mange kommissioner og ekspertudvalg i dag, ja. Typisk er de befolket med personer udenfor embedsapparatet. Jeg ser det måske snarere som et signal om, at politikerne savner det proaktive indspil fra embedsmændene,« svarer Eldrup.

Men som embedsmand kan det være svært at balancere det af være proaktiv og ikke overskride grænsen til at blive politisk. Hvornår tipper den proaktive indgangsvinkel over og bliver en del af det politiske?

»Embedsapparatet kan være proaktivt, når der er optegnet en klar politisk linje, for eksempel at vi skal reducere CO2. Men vi skal holde fast i, at det er politikerne, som fastlægger kursen.«

Mediepres og nulfejlskultur

Eldrup ser den høje hastighed og det store udefrakommende pres, medierne lægger, som den primære barriere for embedsmænds mulighed for at være proaktive. 

»Det er et meget mere stresset embedsapparat, som vi har i dag, end vi havde i gamle dage,« siger Eldrup. Han peger på, at hovedårsagerne er medierne, korte deadlines internt i ministerierne og § 20-spørgsmål, som er spørgsmål om et offentligt anliggende stillet af et folketingsmedlem til en minister.

»Der er sket en eksplosion i antallet af § 20-spørgsmål i forhold til, hvad der var tilbage i 70’erne og 80’erne. At svare på de spørgsmål tager en stor del af embedsmændenes tid,« siger han. 

»Spørgsmålene skal selvfølgelig også være der, men der skal være en balance. Det er jo ærgerligt, hvis det tager så meget tid, så de ikke får tid til også at være proaktive og komme med forslag på det, der er behov for,« siger Eldrup. 

Mediernes indflydelse bliver svær at tilbagerulle, erkender den tidligere departementschef og direktør hos DONG. Han ser den mindre mediebevågenhed i sin tid som embedsmand som centralt for, at han og hans departement havde tiden til at skabe ideer, som lå på linje med politikernes visioner. 

»Hastigheden er sat op, der er mange flere medier, og man har deadlines hele tiden,« siger Eldrup og forsætter:

»Da jeg havde med det at gøre, da var det jo aviserne, der var de store meningsdannere, og de havde deadline på et eller andet tidspunkt, så når man havde passeret deres deadline, så havde man i hvert fald fred indtil næste dag, i nogenlunde samme tid. I dag kalder medierne jo på politikere og embedsmænd 24/7, og på den måde bliver det et mere stresset liv, man har.«

Eldrup peger dertil på, at »mange samråd« og »meget tid på spin« som indsnævrer embedsmænds tidslige rum for at være proaktive, og dertil pointerer han, at der er en større tendens til at straffe fejl, hvilket fører til et mere defensivt embedsapparat. 

Og en nulfejlskultur har kun fået mere snævre rammer, for reguleringen af samfundet er blevet mere kompleks, konstaterer Eldrup og fremhæver GDPR, cybersecurity, AI som nogle af årsagerne til denne indsnævring.

Er der noget, man kan gøre fra politisk niveau for at skabe tiden til embedsmændene?

»Man kan være mindre nidkær med at straffe fejl. Fejl kan ikke undgås. Slår man hårdt ned, også på mindre fejl, vil det tilskynde til passivitet og tilbageholdenhed,« siger han.

Fra genopretningen af den danske økonomi i 80’erne til nutidens klimaudfordringer

Eldrups helt store projekt i 70’erne og 80’erne var at understøtte regeringen i at genoprette Danmarks skrantende økonomi. 

I 1970'erne oplevede Danmark økonomiske udfordringer med lavere vækstrater og høj inflation, og det gik kun den gale vej op igennem 80’erne, hvor man så folk gå fra hus og hjem, og ledigheden tordnede opad. 

Budgetdepartementet, som Finansministeriet hed dengang, blev kreativ igangsætter for at finde løsninger. En mission som Eldrup tog til dig, som man kan læse i dette hyldestskrift til departementschef Erling Jørgensen: 

»Det ‘nye’ budgetdepartement er ikke defensivt og afventende, men offensivt og igangsættende. Vi skal ikke længere vente på, at ministerierne kommer til os med deres forslag.« 

Eldrup var dengang kontorchef i Budgetdepartementet, og som noget nyt havde budgetdepartementet sat sig i spidsen for en række tværministerielle arbejdsgrupper. 

»Vores igangsætterrolle forudsætter, at vi i et vist omfang driver ‘konkurrerende virksomhed’ i forhold til ministerierne,« fastslog Eldrup dengang. 

»Vi kiggede ned i afgrunden, og der var bred politisk enighed om, at dansk økonomi skulle genoprettes« siger Eldrup i dag.

»Politikerne satte dagsordenen, men så var det jo embedsmændene, der udfyldte, hvordan reformen skulle være, og det førte til en hel masse ændringer af måden, vi lavede budgetter på, og måden vi styrede udgifterne på. Men det var jo noget, embedsmændene ligesom satte dagsordenen på.«

Eldrup forklarer, at der kom striber af forslag, som ingen politikere havde nået at spørge om. 

Meget af det var komplekst og teknisk, og mange af embedsmændenes forslag blev vedtaget, og det meste findes stadig i dag.

Eldrup påpeger, at vi står i en parallel situation med klimaet i dag. 

»Vi skal reducere CO2 med de berømte 70 procent i 2030. Og det er jo igen noget, som nærmest er vedtaget af et stort set enigt Folketing. Så er det selvfølgelig op til politikerne at komme med nogle idéer, men embedsmændene skal også selvstændigt producere. Politikerne udstikker en vej, de vil nå det mål, og de er ikke nede i alle detaljer osv., så embedsmændene må af egen drift producere forslag til, hvordan man kan gøre det,« siger Eldrup og fortsætter:

»Jeg siger ikke, at embedsmændene ikke gør det i dag, men jeg kunne godt savne nogle flere initiativer, hvor embedsapparatet selvstændigt foreslår, hvordan man kommer i mål, med nogle af de politiske visioner,« siger han. 

Tænketankes nye position

Udover at man kan tænke ind i at skrue ned for § 20-spørgsmålene og op for tiden, man giver embedsmændene til at nå deadlines, så mener Eldrup, at man også skal finde løsningen uden for administrationerne. 

»Man har behov for, at der kommer nogle nye ideer ind på bordet, som politikerne kan bearbejde. De kan selvfølgelig komme fra embedsapparatet, men de kan også komme andre steder fra. Heldigvis ser vi i de her år, at der kommer flere og flere uafhængige tænketanke, som skyder ideer ind på den politiske bane i håb om, at der er nogle, som vil gribe dem derinde,« siger Eldrup. 

Han konstaterer, at i takt med at tiden til at være proaktiv embedsmand er gået ned, så er der over tiden kommet langt flere tænketanke til. 

»Måske fordi det er blevet en mere stressende tid, så er der andre, som må bidrage med nogle kanonkugler,« siger han.