Nyt kompas: INVI er klar med en ny model baseret på AI, der kan tackle samfundets vilde problemer
Tænketanken INVI – Institut for vilde problemer har udviklet en ny model til at håndtere samfundets vilde problemer. INVIs Model for Vilde Problemer suger viden op fra praktikere i frontlinjen, findeler indsigter og klæder beslutningstagerne på til at håndtere samfundets vilde problemer.
Vilde problemer refererer til de genstridige samfundsproblemer, som har vist sig at være svære at løse med velkendte politiske reformer og værktøjer. En udvikling, som mange danskere efterhånden er bekendt med.
En nylig undersøgelse fra INVI og Epinion viser nemlig, at kun 14 procent af danskerne mener, at politiske beslutninger bliver truffet med blik for, om de rent faktisk kan implementeres. Det understreger for INVIs direktør, at der er behov for en model, der giver bedre mulighed for, at de politiske ambitioner kan realiseres i praksis:
»Skal vi ændre denne tendens, må vi lytte til dem, der arbejder med de vilde problemer ude i feltet – dem, der implementerer de politiske beslutninger. Vi ser desværre for mange politiske beslutninger, der ikke skaber reelle forbedringer for borgere og virksomheder. Det er afgørende at binde beslutningstagere og vælgere tættere sammen med indsigt fra praktikerne – det vil sige alt fra læger til lærere. Det gør vi nu,« siger Sigge Winther Nielsen, direktør for INVI.
Alle indsigterne samles ved hjælp af AI. Med den kan velfærdssamfundets praktiske erfaringer opsamles med kunstig intelligens på en måde, vi aldrig har set før i det danske folkestyre. Modellen fungerer som et kompas, der kortlægger de vilde problemers fire verdenshjørner: årsager, løsninger, skala og konfliktniveau. Til sammen giver det et billede af problemets vildhed.
Modellen navigerer i videnshavet
Modellen er over det seneste år udviklet i samarbejde med professor Jacob Gerner Hariri, 800 praktikere samt en følgegruppe af landets førende samfundseksperter heriblandt formand for Reformkommissionen professor Nina Smith, overvismand Carl-Johan Dalgaard og tidligere departementschef i Finansministeriet Peter Stensgaard Mørch. Modellen har efterfølgende været igennem en videnskabelig peer-review proces.
»Modellen er designet til at indfange viden fra det store hav af komplekse problemer, som vores samfund står overfor. Den fungerer både som et kompas og et værktøj til at identificere, hvad der gør problemerne 'vilde', og hvordan vi navigerer i dem. Modellen er ikke bare en regneøvelse, men repræsenterer et søkort af mulige forandringstilgange,« forklarer Sigge Winther Nielsen.
Tag eksemplet med børn og unges mistrivsel – et område med fragmenteret viden og store uenigheder om løsninger. Modellen understreger, at involvering af psykologer, læger, lærere og især de unge selv er essentiel for at udvikle effektive tilgange:
»Vi ved, at der ikke findes snuptags-løsninger. Men ved at inkludere de relevante praktikere fra starten, tror vi, at folkestyret kan skabe mere bæredygtige reformer,« tilføjer Sigge Winther Nielsen.
Direktør i INVI understreger også, at det politiske system ofte kæmper med problemer, der kræver løsninger på tværs af flere ministerier:
»Det 21. århundredes vilde problemer kan ikke løses med en værktøjskasse baseret på det 20. århundredes ideer og det 19. århundredes institutioner. På den store klinge kan man sige, at INVI arbejder for at problemer, ideer og institutioner kommer i sync. Det er selvsagt svært. Men det er heldigvis også vores eneste opgave,« slutter han.
INVIs Model for Vilde Problemer præsenteres for blandt andre finansministeren i dag fredag den 13. september 2024 kl. 09 til en høring på Christiansborg.
Du kan hente rapporten om modellen på www.invi.nu.
Kontakt kommunikationschef Tine Maria Borresø på 61 66 30 60 eller tinemaria@invi.nu for spørgsmål.