#1 Sådan bliver Putin og Trump bange for os - med Mikkel Vedby Rasmussen
Danmark står over for den største oprustning i nyere tid, med 50 milliarder kroner, der skal investeres i forsvaret over de næste to år. Statsminister Mette Frederiksens besked er klar: "Køb, køb, køb" – der er ikke tid til akademiske udredninger.
Men det trodser Sigge Winther i første episode af INVIs nye podcast KOMPAS, når han sammen med krigsprofessor Mikkel Vedby Rasmussen dykker dybt i teorierne, historien – ja endda tager en tur i sci-fi verden, for at finde ud af, hvordan vi navigerer i en tid med Putin i øst, Trump i vest, og en fremtid præget af uforudsigelighed.
Drik aldrig stillestående teorier
"Teorier kan godt lide at beskrive det, der står stille. Men verden står ikke stille lige nu", indleder krigsprofessoren sin analyse.
Verden ændrer sig hurtigt, trusselsbilledet forandrer sig, mens vores forståelsesrammer og offentlige samtale halter bagefter.
Dette er ikke kun et problem i medierne, men et politisk og kulturelt spørgsmål. Når politikere benytter sig af pseudopolitik for at undgå de svære spørgsmål, og når borgere slukker for nyhedsstrømmen, fordi verdenssituationen virker overvældende, ender vi med at flygte fra det, der faktisk kræver vores opmærksomhed. Det er et tegn på en bredere tendens i samfundet – hvor det komplekse viger for det banale, og det nødvendige drukner i det nemt kommunikerbare, det mere appetitlige.
Forsvaret lider under samme mønster. Det er stadig struktureret i siloer, som giver mening i gamle doktriner, men ikke i en verden, hvor trusler er hybride og grænseoverskridende. Det danske forsvar kan ikke løse morgendagens problemer med gårsdagens logik.
Mere end skandaler og slidte kaserner
Selvfølgelig er kasernernes tilstand vigtig, og det er rimeligt at forvente ordentlige forhold for dem, der sætter livet på spil. Kritiske bid fra journaliststanden er også forventelige og fair, når tidligere forsvarsindkøb har været mildt sagt bøvlede. Men som Mikkel Vedby Rasmussen understreger, må vi ikke lade skandaler og slidte kaserne blive de eneste billeder af Forsvaret.
Risikoen er, at debatten om forsvaret reduceres til et spørgsmål om bygninger og regnerod, fremfor at vi stiller de nødvendige spørgsmål, om hvad Forsvaret faktisk skal kunne. Hvilke trusler skal vi være forberedt på at imødegå, og hvordan skaber vi en troværdig afskrækkelsesstrategi, som både venner og fjender tager alvorligt?
Forsvaret kan ikke bare males op til troværdighed – det skal bygges op gennem handling, analyse og en åben samtale. Et forsvar, som selv Putin og Trump vil tænke sig om to gange, før de udfordrer.
Lyt til KOMPAS og hør, hvordan vi bygger et forsvar, der kan holde i fremtiden.