Juleanbefalinger: Bryd dine vaner og udlev dine astronautdrømme
Har du god tid i ferien? Eller kun et par huller de sene aftentimer? INVI-teamet har samlet juleanbefalinger, der passer til det hele! Her er noget til den tænksomme læser, den nysgerrige opdagelsesrejsende og den politiske tv-nørd. Og vil du smække stængerne op på chaiselongen og slå mave? Så får du to vilde film at gøre det til.
Og scroll helt i bund – så kan du se, hvilke bøger vi gik på juleferie med.
BOG: “For at ændre alt, skal du først finde den ene ting, der ændrer alt.”
Lige om lidt lover vi os selv og hinanden en hel masse. Vi vil spise sundere, løbe mere, arbejde smartere eller være modigere. 2025 bliver året, tænker vi – igen! Men ofte går luften hurtigt af ballonen - og vi er tilbage i de samme gamle mønstre.
Vanens magt af Pulitzer-vinderen Charles Duhigg er i den forbindelse ikke bare en bog – det er en åbenbaring. Den kan hjælpe både med sukkeret og samfundsforandringerne.
Duhigg tager fat i noget så banalt som vaner og forvandler det til en nøgle, der kan låse op for både personlige gennembrud og store systemiske forandringer – og med god grund har han fået ret så stor succes med det.
Med fortællinger, der spænder fra Starbucks’ succes til NFL-spilleres karrierer og borgere i en lille by i Mississippi, væver Duhigg videnskab og historier sammen på en måde, der gør den let at læse og svær at lægge fra sig. Budskabet er simpelt, som det bedste ofte er: Forandring er ikke tilfældig. Den er struktureret, og den begynder med at identificere de afgørende vaner, der har magten til at trække alle de andre med sig. Som han skriver: “For at ændre alt, skal du først finde den ene ting, der ændrer alt.”
Sum. Hvis du nogensinde har kæmpet med at skabe forandring – i dig selv, i dit arbejde, eller i større sammenhænge – er Vanens magt en inspirerende guide til at finde den ene vane, der kan fungere som dominoen, der vælter det gamle og baner vej for nyt. Og det er ikke hokus pokus, men ren videnskab.
God læselyst, god jagt efter tingen og godt nytår!
Tine Maria Borresø, INVIs kommunikationschef, anbefaler Vanens magt af Charles Duhigg
FILM: Et vildt barn
Benni er ti år gammel og har vulkan af vrede, som går i udbrud når som helst. Hendes mor giver op, og nu står systemet med et barn, som er utæmmeligt. Benni regner ikke med at kunne regne med nogen voksen, og det tyske system tager alle midler i brug. Pædagogisk (distanceret) kærlighed, pacificerende indsprøjtninger, hjelme med tusinder af ledninger, der skal forstå, hvad der er galt inde i den lille piges hoved.
Men Benni er »systembryder«. Hun kan ikke forstås indenfor systemets rammer – og derfor heller ikke håndteres. Socialpædagoger, børnepsykiatere og velmenende sagsbehandlere maser Benni ned i kasser, hun ikke kan være i.
Se prisvindende Systembryder kvit og frit – eller rettere for den nette sum af 4 point – på Filmstriben.
Anders Degn, kommunikationskonsulent hos INVI, anbefaler filmen “Systembryder” instrueret af Nora Fingscheidt
FILM: Are people born wicked?
Jeg vil gerne anbefale Wicked filmen. Som selvfølgelig er oplagt, når vi hedder Institute for wicked problems. En ikonisk musical og en ikonisk film der åbner med citatet. “Are people born wicked, or do they have wickedness thrust upon them”. På samme måde kan vi i INVI spørge: Er problemer født “wicked”, eller bliver de “wicked” som følge af den måde, vi har forsøgt at løse dem med one-size-fits-all løsninger og ved at putte dem ned i bestemte kasser?
Det er inherently queer at bryde ud af fastlåste kasser og gøre op med konventioner. Det forsøger vi at gøre i INVI, og det er der ikke noget bedre eksempel på i populærkulturen end i filmen Wicked.
Sofie Burgos-Thorsen, INVIs analysechef, anbefaler filmen “Wicked” instrueret af Winnie Holzman
SPIL: Gå på opdagelse det ukendte
Jeg vil gerne anbefale videospillet Outer Wilds. Outer Wilds er nemlig ikke bare et spil – det er en unik, dybt engagerende oplevelse, der kun kan formidles gennem spilmediet. Du træder ind i rollen som en nysgerrig astronaut, udstyret med opgaven at udforske et fascinerende solsystem fyldt med hemmeligheder, antikke ruiner og spor fra en forsvunden rumcivilisation.
Hvert planetbesøg afslører nye brikker i et storslået og sammenvævet mysterium, der spænder over både tid og rum. Spillets kombination af udforskning, kreativ problemløsning og en stemningsfuld, håndlavet verden gør det til noget helt særligt. Med sine geniale mekanikker, fantastiske musik og en historie, der belønner din nysgerrighed, tilbyder Outer Wilds en oplevelse, der både udfordrer og bevæger dig.
Hvis du elsker mysterier, eventyr og den uforglemmelige fornemmelse af at opdage det ukendte, er Outer Wilds et spil, du ikke må gå glip af.
Sam Rahbar, junioranalytiker hos INVI, anbefaler videospillet ”Outer Wilds”, der kan spilles på PlayStation, Xbox og Windows.
TV: “Det bedste stykke politiske satire, der nogensinde er lavet”
Hvis man er interesseret i politisk underholdning, så bliver det ikke meget bedre end BBC 2. Det er en kanal, der er helt umulig at finde som almindelig forbruger, men lykkes man (og internettet ved hvordan), så finder man perler.
Her er to: (i)The Thick It, det bedste stykke politiske satire, der nogensinde er lavet. (ii) Serien Wolf Hall, der er baserer sig på Hillary Mantells bestseller trilogi, om den kongelige rådgiver Thomas Cromwell, der forsøger at håndtere sin chefs hang til nye dronninger, mens han presser på for en reformation af den engelske kirke – alt sammen uden at miste hovedet. Det er samfundsforandring anno 1500 – og det er voldsomt underholdende.
Esben Dahl Sørensen, anbefalet af INVIs økonomi- og udviklingschef
BOG: Læs den, eller kig op
Jeg vil gerne anbefale bogen ”Kig op” af Jakob Sorgenfri Kjær. Bedst som jeg troede, jeg efterhånden var med på, hvordan techgiganterne er ved at overtage vores liv via data og manipulerende, tidsrøvende design, kommer denne bog og gør mig klogere. Med kombinationen af den nyeste viden fra en bred palette af fagfolk og personlige beretninger er det populærvidenskab, når det er bedst.
Den understreger endnu engang vigtigheden af samvær, nærvær, koncentration og fordybelse. Ting, der måske netop er tid til at reflektere over i juledagene? Og hvis man ikke orker at bruge sin juletid på at læse, kan man også bare forfølge bogens simple budskab – kig mere op.
Sina Jæger, PA for Sigge Winther Nielsen, anbefaler ”Kig op” af Jakob Sorgenfri Kjær
Hvad skal INVI læse over julen? Vi fik alle bog med på ferie – se dem her (læs alle titlerne under billedet):