Digitaliseringsministeren om vejen til ansvarlig AI: Politikere skal lytte mere

For at nå i mål med at skabe ansvarlig AI, skal politikere blive bedre til at lytte og stille spørgsmål. Det slog digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen fast, da hun holdt åbningstalen til Ungehøringen om fremtiden for ansvarlig AI.

»I dag er kulminationen på et projekt, som er vigtigere end blot at overlevere nogle visioner om kunstig intelligens til os politikere. Det er en påmindelse om, at det vigtige i politik ikke altid er svar. Det er i lige så høj grad spørgsmål. De nysgerrige, åbne og kritiske spørgsmål.«

Digitaliseringsministeren inviterer derfor borgere, fagpersoner, jurister, filosofer, udviklere – unge som gamle – ind i den demokratiske samtale.

Ungehøringen er et bud på, hvordan vi skaber den samtale.

Over 700 unge og praktikere har i løbet af det seneste halve år arbejdet på at skabe fremtidsscenarier for ansvarlig AI mod 2040. Ungehøringen var kulminationen på arbejdet, og her præsenterede unge resultatet for medlemmer af Folketingets Udvalg for Digitalisering og IT.

Vi har brug for etisk innovation
Der findes ikke noget klart svar på, hvordan vi skaber ansvarlig AI.

For hvordan balancerer vi på én gang innovation og etiske værdier i udviklingen af kunstig intelligens, spurgte digitaliseringsministeren ud mod de 200 unge og eksperter, der var mødt op til Ungehøringen i Fællessalen på Christiansborg.

Et komplekst spørgsmål, for det er mange store dilemmaer, vi står overfor, når vi regulerer AI:

»Hvis vi regulerer alt for meget, så sakker vi bagud i det teknologiske kapløb,« siger digitaliseringsministeren og fortsætter:

»Men samtidig har vi nogle demokratiske værdier, som er fuldstændig afgørende, at vi værner om. Så vi bliver nødt til at finde på en måde, hvor der er plads til innovation inden for vores egne etiske rammer.«

Dialog forsinker os ikke – tværtimod
At stå i et AI-kapløb og samtidig tage sig tid til en bred dialog er svært, men afgørende – for tager vi ikke tiden til dialogen, så risikerer vi at løbe den forkerte retning og kommer bagud af den grund.

»For mig er det en af kernerne i demokratiet, at vi i fællesskab bliver enige om at træffe nogle valg, der rummer mest muligt godt og mindst muligt ondt. Og det skal vi selvfølgelig gøre ud fra en åben samtale,« siger ministeren.

Hvorvidt vi når i mål med den samtale, det vil tiden vise. Der kom ikke konkrete tiltag på plads til Ungehøringen, men det var et skridt i retning af at lytte mere, som ministeren søger.  

Se ministerens tale og bliv klogere på de dilemmaer, som hun ser, vi står overfor, når vi regulerer AI.

Læs epinionsundersøgelsen: »Danske unge er bekymrede for, at kunstig intelligens vil erodere tillid og troværdighed«

Læs projektkataloget om Folketingets vilde uge: »Ansvarlig AI i Danmark mod 2040«

Næste
Næste

INVI præsenterer fire veje til en bæredygtig velfærd på KL-topmødet