7 spørgsmål og en anbefaling: Dorte Bukdahl
Dorte Bukdahl er medforfatter til bogen Vilde Problemer og har skrevet kapitlet ”Løs de vilde problemer lokalt”. Vi taler med Bukdahl om indsigterne i hendes bidrag til bogen – og benyttede lejligheden til at bede om svar på et par spørgsmål om samfundets vilde problemer.
– Du argumenterer for, at vilde problemer skal løses lokalt – hvorfor?
Vilde problemer er karakteriseret ved at være uforudsigelige. Blot fordi noget virker i én sammenhæng, så er det ikke sikkert, at det virker i en anden. Konteksten er afgørende for problemløsningen, og der er derfor brug for at skabe læringsprocesser sammen med lokale aktører og borgere. Løsninger skal tilpasses den lokale kultur og organisering samt de enkelte borgeres motivation og behov. Det er nødt til at ske lokalt.
FAKTA: Dorte Bukdahl er Partner i Mobilize Strategy Consulting, hvor hun arbejder med at håndtere vilde problemer i velfærdssamfundet. Hun har tidligere været analysechef i KL, kontorchef i Københavns Kommunes Socialforvaltning og chef i et videnscenter for socialøkonomi.
– Når du arbejder med vilde problemer, foretrækker du ’ingredienser’ og ’principper’ – hvad er der galt med manualer?
Detaljerede manualer kan være gode nok, når der er tale om tamme problemer. Ved en blindtarms-operation er det jo ret godt, at man følger en manual. Men når det kommer til de vilde problemer, er der brug for at være kreativ for at finde de gode lokale løsninger. Samtidig er det en selvstændig virksom kraft, at medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere får handlerum til kreativt at designe deres egen lokale indsats. Det giver ejerskab og engagement. Manualerne står også i vejen for de fagprofessionelles kreative handlerum i mødet med borgeren.
Men jeg argumenterer heller ikke for fri leg. Der er brug for, at vi står oven på et fundament af forskning og af andres erfaringer. Ingredienser og principper er en mellemting. De udgør viden i en generaliseret form, som skal omsættes lokalt. De giver rum for kreativitet og dømmekraft.
»Mit håb er, at INVI kan være en aktør, der kan bidrage med mere klogskab – men det kræver, at I konsekvent rækker hånden ud mod praktikere med jord under neglene,« siger Dorte Bukdahl
– Hvad skal man være opmærksom på, hvis man forsøger at overføre løsningen af et vildt problem til løsningen af et andet?
Her kan vi kigge efter, om der er nogle generaliserede ingredienser, som har potentiale til at skabe værdi for forskellige målgrupper og i forskellige kontekster. En ingrediens som ’meningsfulde fællesskaber’ er brugbar i folkeskolen, jobcenteret og på ældreområdet. Fællesskaber betyder noget forskelligt de tre steder, men der kan alligevel være god inspiration på tværs.
– Hvordan forhindrer man, at lokale indsatser bliver fragmenterede og kortsigtede?
For det første er det centralt, at lokale udviklingsprojekter føder ind i en fremtidig transformation af den organisation, som de er en del af. Vi ser jo desværre meget projektmageri – både i det offentlige og i civilsamfundet – hvor der er bevilget midler til enkeltstående indsatser for begrænsede målgrupper i et begrænset tidsrum. Ofte forbliver værdiskabelsen her begrænset. Man må i organisationer ledelsesmæssigt have en strategisk ambition om, at projekter på sigt skal transformere det store system – såfremt de giver gode resultater. Det betyder, at der er behov for, at ledelsen følger udviklingsprojekter tæt, og at de prioriterer at bringe dem i spil i større skala.
For det andet handler det om at få skabt en infrastruktur på tværs af organisationer og sektorer, hvor gode erfaringer spredes mere systematisk. Der er også potentiale for at mobilisere praksisviden på tværs af indsatser og organisationer til at blive en fælles stemme for systemiske forandringer. Fx er der et potentiale for, at de kommuner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer, der er længst ift. at nytænke beskæftigelsesindsatser, går sammen om at påvirke en reform på området.
– Hvad er det vildeste problem, du har stået over for i dit arbejde? Hvordan greb du det an?
I Københavns Kommunes Socialforvaltning var jeg chef for et stabskontor og ansvarlig for arbejdet med ”Borgerens Plan”, der indebar, at der i forvaltningen skulle være én samlet plan for borgeren frem for mange. Det var et kæmpe projekt, og det var samtidigt den administrerende direktørs signaturprojekt. Der var en kort periode med begejstring, men herefter blev det svært, og der var stor modstand og skepsis i organisationen.
Efter nogle år begyndte vi langsomt at lykkes. Et centralt greb var, at ansvaret blev flyttet fra mit stabskontor til de enkelte borgercenterchefer – altså til cheferne i linjen, som bedre kunne ansvarliggøre deres respektive dele af organisationen. Og så var tiden en ven – vi fik langsomt skabt læring gennem iterative udviklingsprocesser. Direktionen var også hele tiden tydelig på, at det her var noget, vi ville i forvaltningen.
Det var en meget lærerig proces, men også en hård opgave, hvor jeg stod i et krydspres mellem en direktion og en stor organisation. Jeg har efterfølgende brugt det som en form for terapi at skrive om mine gode og mindre gode erfaringer fra tiden i kommunen i bogen ”Gode løsninger på svære sociale problemer” (2021). Det er i øvrigt også en bog, der handler om vilde problemer.
– Hvilket vildt problem er du særligt optaget af for tiden – og hvorfor?
Det er, at for mange unge ikke finder vej til job, uddannelser og fællesskaber. Jeg bruger en del af min tid i sekretariatet for partnerskabet En Vej til Alle, som netop er optaget af den udfordring. Det er en del af mit arbejde, men det er også et problem, jeg som menneske er dybt optaget af.
Det er jo et stort tema, og En Vej til Alle er et ambitiøst og langvarigt projekt. Vi ser 10 år ud i fremtiden. Vi har mobiliseret 40 organisationer i en Forandringskoalition. Lige nu er vi ved at mobilisere en række fonde til at prioritere opgaven i fællesskab, og vi er ved at forme et antal udviklingsplatforme omkring nogle mere specifikke temaer/ledestjerner, som koalitionens medlemmer kan samle sig om.
– Hvad giver dig håb og troen på, at vi kan løse samfundets vilde problemer?
Det giver mig håb, at vi er begyndt at have en samtale om de vilde problemer. Der er en mindre grad af styringsoptimisme, end da jeg blev chef i Københavns Kommune for 12 år siden. I hvert fald i kommunerne. Jeg er i tvivl om, hvor meget man har flyttet sig i Folketing og centraladministrationen. Der er gode takter i regeringens ambitioner om frisættelse, men vi har jo endnu ikke set, hvordan det skal udfolde sig.
Mit håb er, at INVI kan være en aktør, der kan bidrage med mere klogskab – men det kræver, at I konsekvent rækker hånden ud mod praktikere med jord under neglene. Det har Sigge jo gjort med bogen. Og I er også i gang med at lave et praktikerpanel. Men måske skulle I blande forskere og praktikere? Og kunne I også bidrage til en dialog mellem politikudvikling og praksis? Jeg håber, at I kommer til at prioritere samtalen med de mennesker, der oplever velfærdssamfundets udfordringer tæt på – frontmedarbejdere, linjechefer, kommunaldirektører, ledere og medarbejdere i civilsamfundet og det private erhvervsliv og ikke mindst unge og voksne i udsatte positioner. Brug dem ikke som informanter, men som medskabere af måder at tackle de vilde problemer.
Og en anbefaling…
– Hvad inspirerer dig for tiden, som andre, der arbejder med vilde problemer, kunne have glæde af?
Jeg samler på ”helte”, der går forrest i forhold til at skabe et bedre velfærdssamfund. En person, jeg gerne vil fremhæve, er Christoffer Hansen, der er leder af PLAY – en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder med innovative og bæredygtige sociale løsninger til udsatte børn og unge. Christoffer og kollegaer er med til at nytænke socialpædagogikken i Danmark, og de deler generøst ud af deres viden. Tidligere var Christoffer med til at opbygge Idrætsprojektet i Københavns Kommune, som fortsat er et centrum for socialt entreprenørskab i kommunen. En anden er Anna Fjeldsted, der tidligere var chefpsykolog i Rockwoolfondens Interventionsenhed, og i dag er konsulent og partner i Inpraxis. Hun har været en stor inspiration i udviklingen af min forståelse af at arbejde med principper og ingredienser, bl.a. gennem hendes arbejde med indsatsen NExTWORK.
En bog, jeg vender tilbage til igen og igen, er Radikal Hjælp fra 2018 af den engelske sociale entreprenør Hilary Cottam. Her udfolder hun sine erfaringer med at udvikle ’relationel velfærd’. Hun ser relationer som fundamentet for det gode liv. Ved at fokusere på relationer i udviklingen af velfærd skabes nye muligheder, mennesker bliver understøttet i at lære nyt og i at leve sunde liv, og igennem relationer skabes der liv i lokalsamfund. Hun skriver med udgangspunkt i det engelske samfund, hvor velfærden har andre og sværere kår end herhjemme, men hendes tilgang er også meget meningsfuld i en dansk kontekst. Det er en bog, som allerede har inspireret mange sociale indsatser i Danmark.
Dorte Bukdahls fire tips til policy-entreprenører
1.
Opfind din egen lokale indsats – men stå på et fundament af virkningsfulde ingredienser udledt af både forskningsviden og praksisviden. Skab indsatserne i samarbejde med lokale samarbejdspartnere og få borgere med erfaringer med i processen.
2.
Skru ned for styringen – og giv plads til de lokale løsninger. Men gør det balanceret – der er i organisationer stadig brug for en fælles retning, samarbejde på tværs og en ansvarlig økonomistyring. Husk også, at langt mere kan lade sig gøre inden for lovens rammer, end mange tror. Kast jer ud i det lokale entreprenørskab. Bed om tilgivelse, hvis I går for vidt eller laver fejl.
3.
Giv magten til borgerne – for indsatser virker bedre, når borgerne oplever at være i førersædet i deres eget liv. Vær ambitiøs – det handler ikke bare om inddragelse, men om et reelt magtskifte til borgerne. Men gør det balanceret, så forskningsviden og de fagprofessionelles erfaringer også kommer i spil.
4.
Tænk dine indsatser sammen med de indsatser, andre laver. Skab en fælles stemme, der har kraft til at skabe strukturelle ændringer og til at sprede det virksomme. Skab koalitioner, netværk, porteføljer og fællesskaber, hvor viden flyder og krydsbefrugtning kan finde sted på tværs af organisationer og indsatser og mellem forskning og praksis. Find sammen om ambitiøse fælles missioner om at løse de store vilde velfærdsudfordringer.