INVI søger praktikanter til efteråret 2024
Vi søger praktikanter med dyb faglighed og bred samfundsinteresse, der vil være med til at udvikle nye visioner og værktøjer til samfundets vilde problemer.
Vi har altid været gode til at løse samfundsproblemer i Danmark. Det er derfor, vi er i velstandens superliga. Men som mange har bemærket, så opnår vi ikke længere de samme resultater. Vi debatterer, vi arbejder, vi stresser, vi nedsætter kommissioner og ekspertgrupper. Men ofte udebliver de store samfundsforandringer.
Det skyldes ikke, at vi er blevet dårligere til at løse problemer. Det skyldes, at de problemer, vi står overfor, er grænseoverskridende og genstridige. Tænk bare på klima, mistrivsel eller manglen på hænder på arbejdsmarkedet. De er vilde problemer, og de kræver nye tilgange.
I tænketanken INVI udvikler vi visioner og værktøjer, så alle dem, der arbejder med vilde problemer, får flere strenge at spille på. Sammen med praktikere og eksperter bidrager vi til at gentænke, hvordan vi udformer og udruller politik. Vi afprøver metoder og modeller og er ikke bundet af partipolitik, bureaukratiske kampe eller kommercielle interesser.
Vi har tårnhøje ambitioner og masser af spændende projekter i støbeskeen. Som praktikant får du rig mulighed for sætte din faglighed i spil – uanset, om du studerer statskundskab, design, antropologi, erhvervsøkonomi, kommunikation, eller noget helt sjette.
Om stillingen:
I Tænketanken INVI arbejder vi med opgaver i hele spændet mellem teori og praksis. Vi udvikler Danmarks første model for samfundskompleksitet, og vi samarbejder med de praktikere, der står i frontlinjen.
Derfor er der mange muligheder for at deltage i spændende opgaver, der giver erfaring og netværk, som du kan bruge i din fremtidige karriere.
Alt efter dine kompetencer og faglige baggrund vil du få opgaver indenfor:
Policy-analyse
Designresearch
Projektledelse
Databehandling
Konceptudvikling
Organisationsudvikling
Visualisering og formidling
Kommunikation, SoMe, Podcast-produktion
Vi forventer, du går på en relevant videregående uddannelse. Måske er du samfundsvidenskaber, måske er du humanist, måske er du ingeniør. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at du brænder for arbejdet med at udvikle nye visioner og værktøjer til samfundets vilde problemer.
Du skal trives i et miljø, hvor der er mange ubekendte. Derfor er selvstændighed og kreativ tænkning vigtige egenskaber, og det er en fordel, hvis du er struktureret og har blik for detaljen.
Det får du ud af en praktik hos INVI
Vi tilbyder et praktikophold i en ny tænketank, hvor du får masser indflydelse på din hverdag, og hvor der er store forventninger til din arbejdsindsats og udvikling.
Du kommer i praktik i en organisation med fart på, højt til loftet og med et godt socialt sammenhold. I INVI er vi et samlet team, hvor alle bidrager både fagligt og socialt.
Vi tilbyder et uforudsigeligt semester, og vi garanterer, at det ikke bliver kedeligt.
Forløb
Praktikforløbet kører som udgangspunkt fra 15. august 2024 og slutter 15. december 2024, men vi tilrettelægger gerne opstart og længde af din praktik, så det passer til dig og dit uddannelsessted. Praktikstillingen er ulønnet, men der er mulighed for at modtage en erkendtlighed jf. regler om løn og SU: her.
Ansøgning
Send din ansøgning og CV på mail til Sigge Winther Nielsen og Esben Dahl Sørensen på invi@invi.nu. Vi indkalder løbende til samtale og ansætter, når vi har den rette. Så vent ikke med at sende din ansøgning - jo før, jo bedre.
Ansøgningsfrist
Mandag d. 26/2-2024
Arbejdstid
Fuldtid