Søren Gade har en mission: Han vil give Folketingets politikere mere ro på

Lovgivning kræver tid og fordybelse, og derfor skal der fremover være færre udvalg for at lette presset. Sådan lød det, da Folketingets formand, mangeårigt folketingsmedlem og tidligere minister for Venstre, Søren Gade, talte til åbningen af Folketinget. INVI har talt med Gade og en udvalgsformand, som erklærer sig enig i diagnosen, men også ser fordele ved den nuværende struktur.

Søren Gade har gjort det til sin mission at give de fortravlede arbejdsforhold på Christiansborg et grundigt eftersyn. For som han siger undervejs i vores samtale:

»Man bliver jo ikke stresset af det, man når. Man bliver stresset af det, man ikke når. Og der er mange, der ikke kan nå at læse alt det, de skal, og deltage i alle de møder, de har i kalenderen. Men som jeg siger: Det er jo ikke givet af Gud. Det er noget, vi selv har lavet. Og det er noget, vi selv kan lave om.«

Og det er Søren Gade godt i gang med. Helt konkret har han sammen med sine kollegaer i Udvalget for Folketingets Forretningsorden igangsat flere forskellige initiativer, der skal sikre mere tid til lovarbejdet.

Mindstetiden til folketingsbehandling af et lovforslag er blevet forlænget fra de nuværende 30 dage til 40 dage. Den minimale tid, der skal gå, fra et lovforslag fremsættes, til det 1. behandles, er ændret fra 2 til 7 dage. Og fristen for de såkaldte § 20-spørgsmål til mundtlig besvarelse, som folketingsmedlemmer kan stille til ministrene, er rykket frem, så embedsmændene får en ekstra dag til at forberede svarene. Tiltagene skal evalueres til januar.

Søren Gade, Folketingets formand

Et andet punkt, som ifølge Søren Gade er med til at stresse folketingsmedlemmerne, er de mange udvalg. I dag har Folketinget 30 stående udvalg, og i hvert sidder der 29 medlemmer. En hurtig hovedregning siger, at Folketingets 179 medlemmer – fratrukket ministre - skal fordele 870 udvalgsposter mellem sig, hvilket svarer til, at det gennemsnitlige folketingsmedlem besidder omkring 5,1 udvalgsposter – vel at mærke med stor variation mellem partierne. Hertil kommer 9 andre udvalg, 6 delegationer og 12 hverv og nævn. Folketinget udpeger altså cirka 1100 poster – og det er langt mere end de andre nordiske lande, fortæller Søren Gade. 

»I Norge har de 12 udvalg, i Sverige har de 15 udvalg, og du sidder kun i ét udvalg. Så kommer du ret langt ned i materien. Men i Danmark har vi langt flere partier på grund af vores lave spærregrænse. Så den hårfine balance er at lave nogle udvalg, der er tilpas store til at sikre, at alle bliver repræsenteret og samtidig muliggør, at folk faktisk kan passe deres arbejde.«

Søren Gade er således stærkt inspireret af den måde, Norge og Sverige har indrettet deres parlamentariske arbejde på. Han siger i en indskudt sætning: 

»Vælgerne har jo talt, og der ligger også en afvejning der, for du kan jo ikke sidde med fire mandater og have den samme indflydelse som Socialdemokratiet med 50 mandater.«

Dermed indikerer Søren Gade også, at en ny udvalgsstruktur kan betyde, at Folketingets mindste partier ikke nødvendigvis skal have en plads i alle udvalg, som de har i dag. Denne diskussion om repræsentation er en del af de aktuelle drøftelser med partierne, siger han. En ændring af strukturen kan også medføre, at udvalgene ikke nødvendigvis afspejler centraladministrationens opbygning fuldstændigt.

Overordnet set er Gade dog ikke i tvivl om, at noget skal ændres.

»Så kan man jo sige, at det må være op til den enkelte at prioritere sin tid, men vi kan også vælge at lytte til nogle af de nye politikere, der oplever, at de som nyansatte i virksomheden Folketinget får opgaver, som de jo egentlig ikke har nogen mulighed for at løse. Og det skyldes jo, at vores system skal få en matrix for 30 udvalg, der skal have møder fra tirsdag-torsdag, til at gå op, og det kan det jo selvfølgelig ikke,« siger Søren Gade og fortsætter:

»Hvis vi nu leger med tanken om at reducere antallet af udvalg til 20, er det jo cirka 2 udvalg pr. medlem, der forsvinder. Så vil du som nyvalgt folketingsmedlem kunne prioritere sammen med din gruppeformand, som også vil få mulighed for at sige, at udvalgsmedlemmer ikke skal have møder oveni hinanden.«

Udvalgsshopping

Et af de relativt nye ansigter i Folketinget A/S er Rasmus Lund-Nielsen (M). Som Folketingets tredjestørste parti skulle Moderaterne besætte et par udvalgsformandsposter, og én af dem tilfaldt ham. Derfor sidder Rasmus Lund-Nielsen i dag for bordenden, når Sundhedsudvalget mødes mindst én gang om ugen. Han erklærer sig grundlæggende enig i tankerne om at reducere antallet af udvalgsmedlemmer, men siger dernæst:

»Omvendt er det jo ikke det store problem at være medlem af et udvalg, når det er valgfrit at møde op. På den måde vil det jo ikke gøre den store forskel i forhold til at reducere stress at indskrænke antallet af udvalg. Vi ved jo godt, at det er ’optionable’. Hvis man indskrænker antallet af udvalgsmedlemmer, er man tvunget til at komme, fordi man måske er den eneste fra dit parti.«, siger Rasmus Lund-Nielsen, inden han fortæller, at han selv plejer at skimme dagsordenerne igennem for de udvalg, han er medlem af, og deltager i de møder, der er mest relevante for det, han aktuelt arbejder med.  

»I går var jeg f.eks. til møde i Finansudvalget, fordi jeg synes, at der var noget spændende på dagsordenen på et af mine ordførerområder«, fortæller Rasmus Lund-Nielsen og uddyber: »Lige nu er der jo en konsensus om, at det er okay ikke at dukke op til et udvalgsmøde, hvis man har vigtigere ting at gøre, også fordi at mange af møderne ligger på samme tid.« 

Stress og lovsjusk

Men hvad kan konsekvenserne af det fortravlede politikerliv være? For Søren Gade er der to forhold at adressere. Der ses i disse år en række stressbetingede sygemeldinger blandt de folkevalgte. En af de stress-sygemeldte har været Alternativets supermand, Torsten Gejl, der over en længere tidsperiode, udgjorde en decideret enmandshær og varetog partiets 50 ordførerskaber. Han måtte lade sig sygemelde med stress i knap et halvt år. Det er bare ét af mange tilfælde.

»Du læser mange flere papirer i dag end tidligere.«, siger Søren Gade og fortsætter: »Hvis vi gør papirbunkerne mindre, så kan vi sørge for, at der kommer færre stresssygemeldinger.«

En analyse fra tænketanken Justitia fra i år giver Søren Gade ret. Den viser, at lovforslag og beslutningsforslag i starten af 1970'erne udgjorde samlet set 9.729 sider. Halvtreds år senere er dette tal steget til 21.336 sider. Tænketanken Cepos har i en analyse fra 2023 også dokumenteret, at mens den gennemsnitlige tid fra fremsættelse til vedtagelse af en lov i 1980’erne var 72,2 dage, tog det i folketingsåret 2022/23 kun 52,8 dage. Det øgede pres på folketingspolitikerne kan i sidste ende risikere at medføre dårligere lovgivning, siger Søren Gade.

»Det er jo klart, at hvis du ikke kan sætte dig ned og læse papirerne, fordi du sidder i for mange udvalg, så er der jo alt andet lige en risiko for lovsjusk – at folketingspolitikerne ikke får den fornødne tid til at sætte sig ind i lovgivningen. Det hedder jo den lovgivende magt, men faktum er jo, at det jo er regeringen, som kommer med lovforslagene. Det er selvfølgelig Folketinget, der beslutter, men vi skal jo sørge for, at folketingspolitikerne både i opposition og regering har den fornødne tid. For som borger må man jo forvente, at politikerne er deres bedste jeg, når de vedtager lovgivning,« siger Gade.

Der kommer en god løsning i dette folketingsår

Søren Gade er ret optimistisk omkring at finde frem til en model, som Folketingets partier kan blive enige om. For der er bred enighed om diagnosen, og »der er gode drøftelser, og alle er sådan set rimelig kompromis-søgende, så jeg tror, at vi får et resultat,« siger han

»På et tidspunkt tog vi i Underudvalget for Folketingets Forretningsorden et døgn ud af kalenderen, hvor vi tillod os at sænke skuldrene og diskutere det her uden nogen agenda. Det var super konstruktivt. Hvad er udfordringerne ved det nuværende system? Og hvordan kan vi løse dem? Alle anerkender jo, at det er et reelt problem,« siger Søren Gade og uddyber, at det højst sandsynligt bliver i løbet af foråret 2025, at der kan præsenteres en model.

En ny udvalgsstruktur vil dog først træde i kraft efter næste valg. For det kan være upopulært at tage en udvalgsformandspost fra en politiker.

 En større diskussion udestår

Da udvalgsreformen blev indført i 1972 styrkede den i høj grad Folketingets kontrol med regeringen og ministrene, fordi der nu kunne føres opsyn med ministrene med direkte spørgsmål og samråd.

Det bekræfter Rasmus Lund Nielsen stadig er aktuelt i dag.

»Udvalgsmøderne er jo mest interessante for oppositionen, fordi de kan stille udvalgsspørgsmål direkte til ministeren,« siger Lund-Nielsen, inden han i næste sætning også medgiver, at en del af det, der foregår i udvalgene lige nu kan have et skær af pseudoarbejde, fordi meget allerede er klappet af i ministerierne.

»Man burde kunne gå mere kritisk til lovgivningen. Det ville være godt at skærpe relevansen og gøre udvalgsmøderne mere interessante,« siger han.

Rasmus Lund-Nielsen påpeger dermed, at udvalgene i dag primært kan have karakter af en arena for markeringer i form af samråd og kritiske spørgsmål til ministeren, snarere end et fora for reel politikudvikling og lovgivningsinitiativer.  

Søren Gade løfter i den forbindelse lidt af sløret for, at der sideløbende med en strukturændring af udvalgene kører en proces for, hvordan udvalgsarbejdet indholdsmæssigt kan gøres mere interessant. Sommetider kan særligt oppositionspolitikere opleve, at det kan være svært at trække politik over i udvalgene, fordi de egentlige forhandlinger i dag ofte ligger i forligskredsene, hvor ministrene sidder for bordenden.

Det kan potentielt favorisere de ressourcestærke (regerings)partier, hvorimod mindre partier kan være sat uden for ministerkontorets lukkede dør, når en aftale bliver indgået. Søren Gade er opmærksom på det.

»Der er selvfølgelig forskel på at sidde i et regeringsparti og i et oppositionsparti. Og der er det jo min rolle at sørge for, at Folketinget kan kontrollere regeringen. Så der er vi ved at genbesøge kodeks for den gode forhandling – hvordan indkalder man folketingspolitikerne til forhandlinger, og hvor sent kan man gøre det,« spørger Gade retorisk.

Og den problembeskrivelse erklærer Sundhedsudvalgets formand, Rasmus Lund-Nielsen, sig »hundrede procent enig i«.

»Men,« siger han, »det kræver et mere inkluderende demokrati, fordi lige nu er der en magtkoncentration i ministerierne. Man burde åbne det mere op og lade sig influere mere af folketingsmedlemmernes initiativer. Spørgsmålet er, om ministrenes ønske om at maksimere magten, også er i fællesskabets interesse. Og her prøver jeg at se lidt mere objektivt på det end som medlem af et regeringsparti.«

Færre udvalgstimer ændrer dermed ikke behovet for en fortsat diskussion om balancen mellem regeringens magt og Folketingets kontrol samt udvalgenes rolle i at sikre en åben lovgivningsproces. Uanset hvad kan folketingsmedlemmerne dog sandsynligvis snart se frem til at få lidt mere ro på. I hvert fald hvis det står til Folketingets formand.