De store fremskridt ligger bag os. Men sådan behøver det ikke at være

I dag går en ny tænketank i luften. Bag INVI – Institut for vilde problemer står en række centrale samfundsaktører, som alle har bemærket den samme udfordring: Det er som om det politiske system ikke rigtigt gør indhug på de helt store samfundsproblemer.

En ny, uafhængig tænketank bliver lanceret i dag. En række centrale aktører fra politik, erhvervs- og kulturliv, forskning, fonde og civilsamfund står bag den nye tænketank, INVI – Institut for vilde problemer.

Ifølge medstifter og tidligere minister, Tommy Ahlers, står vi i dagens Danmark med et paradoks:

»Samfundsproblemerne bliver vildere, mens løsningerne bliver tammere.«

Men sådan behøver det ikke at være, siger Tommy Ahlers:

»Måske Danmark skal være et foregangsland for nye måder at tackle de vilde problemer på. Vi har med vores stærke, samarbejdende demokrati gode forudsætninger for at lykkes, men det kræver, at vi nytænker den måde, vi skaber samfundsforandringer på. Det er derfor, vi har sat INVI i verden.«

Tommy Ahlers er medstifter sammen med blandt andre Mikkel Vedby Rasmussen, dekan ved Københavns Universitet, og Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International.

INVI er finansieret af TrygFonden og Bikubenfonden.

Sigge Winther Nielsen i samtale med Sine Egede Eskesen og Signe Lopdrup

Livtag med de helt store problemer

Sigge Winther Nielsen har taget initiativet til tænketanken. Han forlader derfor jobbet som direktør i Djøf for at stå i spidsen for INVI – Institut for vilde problemer. Afsættet er presserende, mener han: Som samfund producerer vi i dag masser af reformer, men formår sjældent at tage livtag med de helt store problemer.

»Jeg kan godt frygte, at vi ikke kommer til at se samme fremskridt i de næste halvtreds år, som vi gjorde fra 1950 til 2000. Mange har svært ved at pege på rigtigt store udviklinger siden årtusindeskiftet, selvom der har været mange reformer.«

Sigge Winther har tidligere været embedsmand i Finansministeriet og vært på DR2 Deadline. Han er uddannet ph.d. i statskundskab og udgav i 2021 bogen Entreprenørstaten.

INVI’s første bestyrelsesmøde

De vilde problemer hober sig op

Siden udgivelsen af Entreprenørstaten har han rejst landet rundt og talt med et hav af mennesker – fra pædagoger og skolelærere til iværksættere, virksomhedsejere og ministre.

 »Det overraskede mig, hvor stor genklang analysen vakte blandt dem, som til daglig har til opgave at tackle vilde problemer. Jeg frygtede, at jeg havde skrevet en langhåret bog, men den ramte noget meget konkret og påtrængende for dem, der sidder med problemerne i praksis« siger han og fortsætter:

»Mange oplever en kæmpe frustration: De knokler løs uden, at det rigtigt lykkes at håndtere de vilde problemer. Tag bare klima, mistrivsel eller mangel på hænder på arbejdsmarkedet. Mange sidder med følelsen af, at der er noget galt, men har svært ved præcist at sætte fingeren på, hvad det er.«

Er det så politikere, der bærer skylden? Ikke nødvendigvis. De fleste politikere er bedre end deres rygte. Det er snarere sådan, at vi står overfor en anden slags problemer end tidligere.

»Vi er gået fra tamme til vilde problemer,« forklarer Sigge Winther Nielsen. »Vilde problemer er grænseoverskridende og genstridige. De er svære at definere og lader sig ikke løse alene ved at opføre en bygning eller sætte skatten op og ned. Og det er her tænketanken INVI kommer ind i billedet.«

»Jeg tror, at den danske model er bedre til at løse vilde problemer end Kinas stærke stat og USA's frie marked. Men det kræver at vi tager vores tradition alvorligt og udvikler, hvordan det samarbejdende demokrati fungerer i praksis. Det kræver en ny redskabskasse. INVI skal derfor sammen med andre gode folk forsøge at udvikle visioner og værktøjer, som gør Danmark til et foregangsland for vilde problemer. Ligesom vi var i løsningen af de tamme problemer.«

Månelandingsmissioner

INVI vil i de kommende år arbejde med fire ”månelandingsmissioner”, der skal hjælpe det danske samfund til at blive en bedre problemløser. Den første mission er nørdet, men helt afgørende. Vi vil udvikle en model, der måler, hvilke problemer, der er ‘tamme’ og ‘vilde.’ De tamme har vi nemlig allerede en værktøjskasse til, men de vilde kræver ofte mere tid, flere mennesker og nye ideer. Missionen ledes af professor Jacob Gerner Hariri, mens overvismand Carl-Johan Dalgaard er formand for en følgruppe med eksperter og praktikere fra stat og civilsamfund.


Medstiftere af INVI og tænketankens bestyrelse

  • Mikkel Vedby Rasmussen (bestyrelsesleder)
    Dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet, Københavns Universitet

  • Vibe Klarup (vice-bestyrelsesleder)
    Generalsekretær i Amnesty International og formand for Folkemødet

  • Tommy Ahlers
    Iværksætter, forhenværende minister·       

  • Signe Lopdrup
    Administrerende direktør i Roskilde Festival-gruppen

  • Kristian Vendelbo
    Administrerende direktør i Kommunernes Landsforening

  • Torben Jensen
    Vicedirektør i Folketinget og Folketingssekretær

  • Sine Egede Eskesen
    Udviklingsdirektør, Bikubenfonden

  • Kristian Weise
    Underdirektør, Trygfonden

Forrige
Forrige

Vilde problemer kræver vilde løsninger