Folketingets Vilde Uge: Unge i demokratiets maskinrum

I Snaregade er vi i øjeblikket i fuld gang med et spændende projekt, der skal bringe unges stemmer helt ind på Christiansborg – Folketingets Vilde Uge. I samarbejde med ungdomsorganisationen SAGA og med støtte fra Tuborgfondet vil vi udvikle et nyt format til at engagere unge og praktikere til sammen at tackle fremtidens vilde problemer, og eksperimentet skal kredse om kunstig intelligens. I sidste uge havde vi besøg af SAGA, hvor vi sammen talte om, hvordan vi skaber et trygt og godt udviklingsrum til vores første del af formatet - et politisk laboratorium, fordi vi tror på at det giver de bedste resultater. På laboratoriet samler vi unge der fagligt beskæftiger sig med AI med eksperter og praktikere indenfor AI for at udvikle bud på hvordan vi sikrer ansvarlig AI i Danmark. 

For hvad fylder i unges sind, når det kommer til regulering af AI? Hvordan ser de, og praktikerne, på fremtiden – både de positive og negative perspektiver? I løbet af november 2024 til april 2025 vil Folketingets Vilde Uge skabe rammerne for at udvikle fremtidsscenarier og heraf forslag til politiske indsatser, som unge skal prioritere og præsentere for beslutningstagere herunder Digitaliseringsminisiteren. Koalitionen håber, at det kan være et skridt mod at inddrage civilsamfundet på nye måder og sikre, at de unges perspektiver kommer ind i beslutningsrummet.

Hvorfor nu?
66% af danskerne mener, at flere aktører bør involveres i politiske beslutninger. Det viser en nylig undersøgelse, vi har lavet i samarbejde med Epinion. Unge står over for mange af de største udfordringer i dag – både kortsigtede og langsigtede – og deres perspektiver og erfaringer er nødvendigt, hvis vi skal skabe en fremtid, hvor teknologi, klima og social retfærdighed håndteres ansvarligt. Folketingets Vilde Uge skal forsøge at vise, hvordan ungdommens perspektiver kan blive hørt og taget alvorligt, og SAGA nævnte det på vores møde, at løsninger ikke blot skal se godt ud på papiret, men også kan realiseres i praksis. Det vil vi gøre vores for. 

Er det en mission, som I også er på? Så spred gerne budskabet og tag fat i os, hvis I vil høre nærmere. Kontakt INVIs kommunikationschef Tine Maria Borresø, der leder projektet på tinemaria@invi.nu.

Vi lover også løbende at dele, hvordan Folketingets Uge helt konkret skabes sammen med forskere, praktikere og de unge. Hold øje med jeres feed – her og på LinkedIn.

Næste
Næste

Anbefalingsspecial: Hvordan anvender vi kunstig intelligens på en etisk måde?