’VILD’ – Nyt podcastunivers på vej
Tænketanken INVI har modtaget bevilling fra Carlsbergfondet til nyt podcastunivers om frontlinjen i forskningen af vilde problemer. Podcasten VILD lander lige om snart.
Klimaneutralitet. Biodiversitet. Trivsel. Velstand. Velfærd. Aldrig før har forventningerne til vores samfund været større. Aldrig har tiltroen til, at vi kan lykkes været lavere. Det ser på mange måder dystert ud, men der er håb i horisonten. Der er folk i felten, som skaber ny viden. Vært Sigge Winther Nielsen tager i podcasten VILD et aktuelt emne ad gangen og guider os ind i forskningens frontlinje, så vi både fatter og føler, hvordan vi tæmmer samfundets vilde problemer.
»Med VILD ønsker vi at styrke samtalen om, hvordan vi udvider samfundets forestillingsevne, og at modne alt den gode forskning der peger fremad gennem formidling, samtale og kritik, så det når magtens midte,« udtaler INVIs kommunikationschef, Tine Maria Borresø.
Og podcasten har tænkt sig at give sig tid som få andre. Tid til at gå i dybden sammen med videnspersoner om ét emne – som ruller i mediemøllen netop nu – for at suge nuancer op og nedfælde nye idéer, der kan prøves af i morgen. Det er der nemlig også brug for, mener INVI:
»Når det handler om vores samfunds vilde problemer, er den offentlige debat ofte præget af korte kommentarer som kritik af fortid. Af spørgsmål som hvordan vi endt der og hvem der har ansvaret? Det er det af alle mulige grunde – heriblandt også gode. Men vil vi skabe reelle forandringer, så er der også brug for at zoome ind på om og hvordan vi kan ændre fremtiden og tillade os tiden, den samtale tager,« udtaler Tine Maria Borresø.
Podcasten VILD skal udforske, hvad der virker – og om vi overhovedet har svarene. Når fertilitetsraten falder, bliver fokus altså ikke om det er fordi kvinder hellere vil gøre karriere. VILD vil udforske, hvilke politikker, der ifølge forskningen gør, at samfund får flere børn. Når arbejdsløsheden stiger blandt de unge, bliver det ikke en samtale om hvem pilen peger mest på, men på hvad der peger frem. VILD vil dykke ned i de alle konkrete eksperimenter, der lige nu sker fra Esbjerg til Helsinki, der faktisk kan rykke i statistikkerne.
Danmark har nemlig nogle af verdens dygtigste samfundsforskere – og de er produktive. Samtidig sker der eksperimenter med nye måder at løse vores samfunds vilde problemer i hvert hjørne af kongeriget, ligesom den øvrige verden også bakser meget lig samme ballader. Og det er dem alle, fra den spritnye ph.d.-studerende til de førende forskere i land og udland over praktikeren i feltet, der skal dele ud af deres viden i VILD, så vi fatter og føler det sygt komplekse, samt finder mod og fællesskab til vejen frem.
Podcasten går ud til alle samfundsforandringssultne og videns begærlige danskere der interesserer sig for eller arbejder på at tæmme de vilde problemer - fra at sikre varme hænder til et klima, der ikke kollapser. Både dem, der gør det fra neden og fra oven. Fra den unge aktivist til plejehjemslederen til den erfarne lobbyist.
Nedtællingen er i gang. Podcasten VILD går i luften slut marts.
Tilmeld dig INVIs nyhedsbrev her, så misser du ikke premieren.
Spørgsmål?
For læsere, kommende lyttere eller måske endda kommende gæster i podcasten VILD: Har du spørgsmål idéer eller tanker, så del dem med os. Skriv til invi@invi.nu
For pressehenvendelser: Kontakt kommunikationschef Tine Maria Borresø på tinemaria@invi.nu.