Bevilling fra Tuborgfondet: Unge skal tackle vilde problemer til Folketingets Vilde Uge

Tænketanken INVI modtager en bevilling fra Tuborgfondet til at skabe Folketingets Vilde Uge.

Statsminister Mette Frederiksen vil have unges perspektiver sikret, når der skrives politik i fremtiden. Det lovede hun og regeringen i onsdags, da de breakede den nye ministerrokade.

Et stort og ambitiøst mål, som er sød musik i INVIs øre. INVI er nemlig på vej med udviklingen af ”Folketingets Vilde Uge” – et eksperiment som skal bringe unges stemmer ind i demokratiets hjerte.

Eksperimentet udføres sammen med Ungdomsorganisationen SAGA DK og er støttet af Tuborgfondet. Bevillingen går til at teste og udvikle konceptet.

Udviklingen af selve eventformatet skal foregå fra november 2024 til april 2025, og projektet skal engagere unge i reguleringen af kunstig intelligens.
Målet er at bringe unges blik for udfordringer med kunstig intelligens ind på Christiansborg. Ikke mindst fordi det især er de kommende generationer, som kommer til at leve med de positive og negative konsekvenser af kunstig intelligens.

Projektet har tre nedslag:

1. Unge og etablerede samfundsaktører udvikler i samarbejde fremtidsscenarier og hypoteser om, hvordan scenarierne bliver opnået

2. En forsamling af 150 unge, som er repræsentative for den danske ungdom, prioriterer scenarier, og hvilke hypoteser der bør testes

3. Et panel af beslutningstagere vurderer hypoteserne med et publikum på cirka 200 unge

Det er visionen at samle de tre nedslag i et tilbagevendende event over en uge på Christiansborg, hvor aktører fra alle samfundets lag rykker tættere på konkrete løsninger ved demokratiets bagdør. Løsninger vi kan sætte i gang i morgen.

Folketingets Vilde Uge vil være et skridt i retning af at få bragt civilsamfundets perspektiver helt ind i magtens centrum. Og det er en vigtig udvikling, fordi 66 pct. af danskerne mener, at politiske beslutninger bør involvere perspektiver fra flere aktører, end det er tilfældet i dag. Det viser en spritny analyse fra INVI. Samtidig føler flere unge, at de er langt fra beslutningstagere.

»Der findes mange formater, der engagerer unge i den demokratiske samtale, men der mangler et initiativ, der oversætter de mange gode ideer til konkrete indsatser, der faktisk virker,« siger Sigge Winther Nielsen, direktør hos tænketanken INVI, og fortsætter:

»Mange af de vilde problemer er særligt relevante for ungdommen, både på kort og lang sigt. Derfor er det helt oplagt, at lave Folketingets Vilde Uge i samarbejde mellem INVI, ungdomsorganisationen SAGA og Folketinget.«

Mathias Findalen, programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet, tilføjer:

»Vi vil gerne engagere flere unge med forskellig baggrund i demokratiet. I processen op til Folketingets Vilde Uge får unge konkrete erfaringer med prioritering og problemløsning - men også viden om, hvad der skal til for at skabe politisk forandring. Vi glæder os til at følge processen.«

Forrige
Forrige

Fem findings fra INVIs studietur til Finland

Næste
Næste

Oplev INVIs høring på Christiansborg om ‘Model for Vilde Problemer’