Hvorfor INVI?
I Danmark har vi to nationalsange, hvilket er ganske sigende. En sang om staten med kongen ved den høje mast og en sang om civilsamfundet, der er så yndigt. Vores generation skal skabe det svære ’remix’ af de to sange.
Det er netop dét, som vi bliver bedømt på af vores børn; om vi evner at tackle de vilde problemer med tilpas musikalitet ved at mobilisere de mange kræfter, vi har udenfor staten.
INVI er en forkortelse for Institut for vilde problemer, men det er også en invitation til alle dem, der arbejder med at løse vilde problemer i praksis.
“Vi vedtager for meget på for kort tid. Så propper vi det ned i systemerne og håber det går. Det er sin egen boble”
Fra tamme til vilde
Dem, der arbejder med politik, mener selv, at vi ikke kan fortsætte ned ad den vej, som de sidste 20 års politik har betrådt.
Men er det politikere og embedsmænd, der har skylden? Nej, ikke nødvendigvis. Det handler især om, at problemerne har ændret sig. Vi er gået fra tamme til vilde problemer.
Kigger vi tilbage, har Danmark overhalet mange lande i velstand de sidste 50 år. Det skyldes, at vi har været dygtige til at løse såkaldt tamme problemer. Det vil sige problemer, som er afgrænsede, forståelige, og hvor der findes en løsning, såsom opførelse af vejnet og skoler eller indførelse af rettigheder til folkepension og hospitalsbehandling.
Grænseoverskridende og genstridige
I dag står vi imidlertid tilbage med de vilde problemer. Det vil sige grænseoverskridende og genstridige problemer, som ikke lader sig definere så nemt eller løses ved at opføre en bygning eller indføre en ret. Hvis vi skal løfte folkesundheden, have flere hænder ud på arbejdsmarkedet, hjælpe de socialt udsatte, speede læringen op i folkeskolen, imødegå unges mistrivsel eller på den store klinge fikse klimakrisen eller sætte skub i produktiviteten, så kræver det noget helt andet af os. Og her er Danmark langtfra så imponerende i sin problemløsning.
“Politikerne interesserer sig stort set ikke for implementering af reformer - de holder øje med nyhedsmøllen i aviser og tv, hvor der heller ikke står meget om dette”
Det moderne demokratis paradoks
Mødt med vilde problemer taber man ofte pusten. Man går i ring og forsøger sig med løsninger, der virkede engang. Man skruer op og ned for skattesatser eller indfører ydelser, regler, rettigheder og regulativer. Hvis det ikke hjælper, henter man assistance fra endnu en kommission, arbejdsgruppe eller et ekspertudvalg tømt for de mennesker, der skal gennemføre reformen. Og når tempoet bliver rigtig højt, og der kræves svar nu og her, så ender det gerne med pseudopolitik, en glitrende pjece eller pulje, der skal deles ud, i stedet for at tage fat om det vildes rod.
Vi står altså midt i det moderne demokratis paradoks.
Samfundsproblemerne bliver vildere, mens løsningerne ofte bliver tammere. Men sådan behøver det ikke at være. Måske skal Danmark i stedet have en aspiration om at blive den førende problemløser af det 21. århundredes vilde problemer - ligesom vi var til at håndtere de tamme af slagsen? Og hvorfor egentlig ikke? Med vores stærke samarbejdende demokrati har vi gode forudsætninger for at lykkes med de vilde problemer. Men det kræver noget andet af os. Vi skal nytænke måderne, vi skaber samfundsforandringer på.
“Politikere vedtager noget hurtigt for at kunne krydse af og sige, at nu har vi opfyldt vores løfte, men det betyder langtfra, at det har flyttet noget ude hos borgerne”