INVI søger to praktikanter til foråret 2025

Vi søger praktikanter med dyb faglighed og bred samfundsinteresse, der vil være med til at udvikle nye visioner, formater og AI-drevne analyser til samfundets vilde problemer.

Vi har altid været gode til at løse samfundsproblemer i Danmark. Det er derfor, vi hører til blandt de mest velstående lande. Men som mange har bemærket, så opnår vi ikke længere de samme resultater. Vi debatterer, vi arbejder, vi stresser, vi nedsætter kommissioner og ekspertgrupper. Men ofte udebliver de store samfundsforandringer.

Det skyldes ikke, at vi er blevet dårligere til at løse problemer. Det skyldes, at de problemer, vi står overfor, er grænseoverskridende og genstridige. Tænk bare på klima, mistrivsel eller manglen på hænder på arbejdsmarkedet. De er vilde problemer, og de kræver nye tilgange.

I tænketanken INVI udvikler vi visioner og værktøjer, så alle dem, der arbejder med vilde problemer, får flere strenge at spille på. Sammen med praktikere og eksperter bidrager vi til at gentænke, hvordan vi udformer og udruller politik. Vi afprøver eksperimentelle data-drevne metoder og AI-baserede modeller og er ikke bundet af partipolitik, bureaukratiske kampe eller kommercielle interesser.

Vi har tårnhøje ambitioner og masser af spændende projekter i støbeskeen. Som praktikant får du rig mulighed for sætte din faglighed i spil – uanset, om du studerer statskundskab, økonomi, sociologi, design, antropologi, datavidenskab, erhvervsøkonomi, kommunikation, eller noget helt niende.

Om de to stillinger:

I INVI arbejder vi med opgaver i spændet mellem teori, analyse, og praksis. Vi har udviklet Danmarks første model for samfundskompleksitet, som vi bliver ved med at videreudvikle på i forskellige anvendelses- og læringsrum. Og vi samarbejder med de praktikere, der står i frontlinjen. Derfor er der mange muligheder for at deltage i spændende opgaver, der giver erfaring og netværk, som du kan bruge i din fremtidige karriere.

Alt efter dine kompetencer og faglige baggrund kan du søge to forskellige praktikantopslag:

1) PRAKTIK GENEREL: POLICY-ANALYSE, KOMMUNIKATION, OG KONCEPTUDVIKLING

Dette opslag er for dig, der interesserer dig for policy-analyse, design research, organisationsudvikling, konceptudvikling, kommunikation, podcast-produktion, og/eller projektledelse og har lyst til at byde ind på et eller flere af disse områder hos INVI.

Vi forventer, du går på en relevant videregående uddannelse. Måske er du samfundsvidenskaber, måske er du er humanist, måske er du ingeniør. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at du brænder for arbejdet med at udvikle nye visioner og værktøjer til samfundets vilde problemer.

 2) PRAKTIK ANALYTIKER: ANALYTIKER MED NYSGERRIGHED FOR DATA, AI VÆRKTØJER

INVI har over det seneste år udviklet Danmarks første Model for Vilde Problemer, der bruger store sprogmodeller til at måle hvor vildt et problem er og kan kortlægge hvordan problemet er konfigureret af de mange forskellige stakeholders, der har forskellige perspektiver på det. En vigtig del af arbejdet i INVI bliver i den kommende tid at udvikle videre på modellen og samtidig teste dens anvendelse i konkrete analyser.

Vi søger praktikanter, der er analytisk stærke og kan arbejde med både kvantitative og kvalitative data – fra indsamling til behandling og rensning af data, og videre til analyse, visualisering, og fortolkning af resultater i en samfundsmæssig kontekst.

Det er et plus, hvis du er god til visualisering og formidling af data-drevne projekter, eller kan benytte færdigheder til at konceptudvikle den måde vi præsenterer vores analytiske modeller på.

Der er ikke bestemte krav til tekniske færdigheder, men det er et plus hvis du kan arbejde med data i python og er frisk på at kaste dig ud i eksperimenter med AI-værktøjer og videreudvikling af vores model, som er bygget på store sprogmodeller.

Vi forventer, du går på en relevant videregående uddannelse. Måske er du samfundsvidenskaber, måske er du datavidenskaber, ingeniør, tekno-antropolog, eller humanist med forståelse for teknologi og data. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at du brænder for arbejdet med at udvikle kreative analyser og data-drevne værktøjer til at studere samfundets vilde problemer.

 Det får du ud af en praktik hos INVI
Vi tilbyder et praktikophold i en ny tænketank, hvor du får masser indflydelse på din hverdag, og hvor der er store forventninger til din arbejdsindsats og udvikling.

Du kommer i praktik i en organisation med fart på, højt til loftet, mange fagligheder og med et godt socialt sammenhold. I INVI er vi et samlet team, hvor alle bidrager både fagligt og socialt.

Du skal trives i et miljø, hvor der er mange ubekendte. Derfor er selvstændighed, handlekraft og kreativ tænkning vigtige egenskaber, og det er en fordel, hvis du er struktureret og har blik for detaljen.

Vi tilbyder et uforudsigeligt semester, og vi garanterer, at det ikke bliver kedeligt.

Forløb
Praktikforløbet kører som udgangspunkt fra 15. januar 2025 og slutter 15. juni 2025, men vi tilrettelægger gerne opstart og længde af din praktik, så det passer til dig og dit uddannelsessted. Praktikstillingen er ulønnet, men der er mulighed for at modtage en erkendtlighed jf. regler om løn og SU: her.

Ansøgning
Send din ansøgning og CV på mail til Sigge Winther Nielsen og Esben Dahl Sørensen på invi@invi.nu. Vi indkalder løbende til samtale og ansætter, når vi har den rette. Så vent ikke med at sende din ansøgning - jo før, jo bedre. Du kan både søge på dansk og engelsk.

Hvis du søger det generelle opslag, skriv ’PRAKTIK GENEREL’ i emnefeltet. Hvis du søger praktikstillingen som analytiker, skriv ’PRAKTIK ANALYTIKER’ i emnefeltet.

Ansøgningsfrist
Der er ingen ansøgningsfrist – skriv endelig til os, hvis det lyder som noget for dig.

Arbejdstid
Fuldtid

Arbejdssted
Snaregade 10B, 1205 København K